Dansk band er som genfødt

Scarlet Pleasure, som står bag soundtracket til Thomas Vinterbergs oscarbelønnede "Druk", har - selvvalgt - revet alt ned for at genopfinde sig selv.

Udgivet Opdateret

- Hvad skulle vi stille op efter at have hittet så hårdt, at vi pludselig kunne give udsolgte koncerter i Paris? I hovedstæder på stribe?

Sådan siger Scarlet Pleasure i en pressemeddelelse forud for udgivelsen af bandets tredje fuldlængde plade, "Pompeii".

Scarlet Pleasures hit "What a Life" var soundtracket til Thomas Vinterbergs succesfilm "Druk", der med Mads Mikkelsen, Lars Ranthe, Thomas Bo Larsen og Magnus Millang vandt en Oscar i 2021.

Ikke kun filmen

Det var ikke kun filmen, som fik international opmærksomhed. Det gjorde Scarlet Pleasure også.

Her - to år efter - har Scarlet Pleasure undersøgt, hvad der opstår i det tomrum, som den musikalske kulmination har efterladt sig.

- Vi har altid haft det sådan og trives bedst med en jævnlig genfødsel. At der sker noget helt nyt, lyder det samstemmigt fra bandet.

Tog for alvor fart i 2013

Scarlet Pleasure består af Emil Goll på vokal, Joachim Dencker på trommer og Alexander Malone på bas. De begyndte at spille sammen i ottende klasse. Musikken tog for alvor fart i 2013, da de dannede Scarlet Pleasure. (Arkivfoto).

Scarlet Pleasure består af Emil Goll på vokal, Joachim Dencker på trommer og Alexander Malone på bas.

De begyndte at spille sammen i ottende klasse. Musikken tog for alvor fart i 2013, da de dannede Scarlet Pleasure.

I 2017 lagde de hitlisterne ned med nummeret "Deja Vu". Siden er fulgt hits som "Good Together" og "24/7".

Klar med Pompeii

Nu er bandet klar med "Pompeii", som refererer til den italienske by, der blev begravet af vulkanen Vesuv.

- Vi havde brug for at bygge os selv op fra bunden, siger Scarlet Pleasure i pressemeddelelsen.

- Derfor gik vi oldschool til værks i studiet og indspillede sange i samlet flok på bas, guitar og trommer. Det føltes rigtigt og organisk, men også en smule traditionelt. Lige indtil vi lavede "Pompeii" og mærkede, hvordan lyden fusionerede med noget moderne. Noget, der føltes friskt, nutidigt og eksplosivt, og som vi havde lyst til at blive i.

"Pompeii" udkommer den 17. november.

Powered by Labrador CMS