'Paradise Hotel' fortsætter efter finalen

Ny Viaplay-serie følger deltagerne efter spillet

Offentliggjort Sidst opdateret

Selvom ’Paradise Hotel’ lakker mod enden, er det langt fra slut med drama, kærlighed og intriger.

Til april får det populære realityformat nemlig en forlængelse med den nye serie ’Paradise Afterparty’ på Viaplay.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra streamingtjenesten.

Hjem til Danmark

'Paradise Afterparty' er snart klar her med 'Paradise Hotel'-deltagerne

I det nye format følger man sæsonens mest markante deltagere, når de vender hjem til Danmark efter opholdet i Mexico.

Denne gang er det uden parceremonier og spil, men stadig med masser af følelser, konflikter og fest.

Paradisoerne flytter sammen i et sommerhus i Marielyst, hvor gamle relationer igen bliver sat på prøve.

Livet efter rampelyset

Her bliver der både taget hul på uopklarede konflikter, tidligere flirts og hemmeligheder fra tiden i programmet.

Samtidig bliver der fulgt op på flere af de relationer, der opstod undervejs.

- For hvem løj? Hvem spillede spillet for hårdt? Og hvem gemte på ægte følelser? lyder spørgsmålene.

Serien dykker også ned i livet efter rampelyset, hvor nogle deltagere skal vænne sig til pludselig opmærksomhed, mens andre forsøger at finde tilbage til hverdagen.

’Paradise Afterparty’ får premiere den 6. april på Viaplay.

Powered by Labrador CMS