Mette-Marit: - Jeg blev manipuleret

Understreger at hun ikke bærer nogen skyld 

Offentliggjort Sidst opdateret

Kronprinsesse Mette-Marit taler ud om Epstein

Kronprinsesse Mette-Marit udtaler, at hun blev manipuleret af Jeffrey Epstein.

Hun erkender, at hun ikke undersøgte hans baggrund ordentligt.

Kronprins Haakon bekræfter, at han kendte til deres bekendtskab.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Den norske kronprinsesse, Mette-Marit, siger i et interview med den norske tv-station NRK fredag morgen, at hun blev "manipuleret og narret" af den nu afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein.

- Jeg ville selvfølgelig ønske, at jeg aldrig havde mødt ham, siger hun.

Hun siger, at det er utroligt vigtigt for hende at tage ansvar for, at hun ikke tjekkede hans baggrund ordentligt, og for at hun blev manipuleret, som hun gjorde.

- Men det er vigtigt for mig at præcisere, at der ikke er nogen grund til at synes, at det er synd for mig i denne situation. Det er jo alle ofrene, som er blevet overset for de grove overgreb, der fortjener retfærdighed, siger den norske kronprinsesse til NRK.

Kronprins Haakon, der også deltager i interviewet med sin kone, siger, at han godt vidste, at Mette-Marit og Jeffrey Epstein kendte hinanden.

- Ja, jeg vidste, at de kendte hinanden, og at de havde mødt hinanden i USA. Han var også her, og kronprinsessen viste ham Frognerparken.

- Jeg mødte ham selv én gang, da vi var på familieferie i St. Barths. Vi stødte på ham på gaden til et kort møde. Jeg vidste også, at kronprinsessen boede i huset i Palm Beach, siger kronprins Haakon ifølge NTB til NRK.

Nu taler Norges kronprinsesse Mette-Marit ud om hendes venskab til Jeffrey Epstein

Ingen hemmeligheder 

- Så det var selvfølgelig ikke nogen hemmelighed mellem os. Jeg hørte også, at kronprinsessen syntes, det var kompliceret.

- Hun mistede efterhånden tilliden til Epstein og indså, at dette var en person, som ikke ønskede hende noget godt, og det førte til, at hun brød kontakten med ham, siger kronprinsen.

NRK var begrænset til 20 minutters interview med kronprinsesse Mette-Marit og kronprins Haakon.

Det oplyser den norske tv-station til nyhedsbureauet NTB.

- Ifølge Slottet måtte interviewet have en ramme på cirka 20 minutter af hensyn til kronprinsessens helbredstilstand. Antallet af spørgsmål, som NRK stillede, blev tilpasset denne ramme, skriver NRK.

- NRK har stået frit til at vælge, hvilke spørgsmål vi stiller i interviewet. Ingen uden for NRK har set interviewet igennem før offentliggørelsen, lyder det i en redegørelse for, hvordan interviewet blev gennemført.

FAKTA: Kontakten mellem kronprinsesse Mette-Marit og Epstein

Kronprinsesse Mette-Marit er nævnt flere hundrede gange i Epstein-filerne

Mette-Marit og Jeffrey Epstein blev introduceret for hinanden i 2011 af fælles bekendte.

* Det var Boris Nikolic - rådgiver til Bill Gates - som fortalte Epstein om kronprinsesse Mette-Marit, ifølge det norske medie VG.

* Nikolic skrev: "Hun er flot". Han beskrev, at hun ikke er "en typisk kongelig".

* Samme år skriver kronprinsessen til Epstein: Googled u after last e-mail Agree didn't look too good :).

* De havde hyppig dialog i perioden 2011-2014. Tonen er fortrolig, og de talte om personlige emner og om familie og helbred. Hun skriver om kedsomhed ved kongelige pligter og omtaler et arrangement som "kedeligt".

* De diskuterer også litteratur og forskning, meditation og helbred.

* Kontakten skal have været hyppig igennem 2012.

* Kronprinsessen og Epstein mødtes fysisk flere gange, blandt andet i Oslo og Paris.

* Kronprinsfamilien var i 2012 på juleferie i Caribien. Epstein inviterede hende dengang til sin private ø, men besøget blev ikke til noget.

* Under besøget på St. Barths mødte kronprinsparret Epstein på gaden, og kronprins Haakon hilste på ham for første gang, ifølge mediet DN.

* I januar 2013 lånte Mette-Maritt en luksusvilla af Epstein i Palm Beach. Slottet har bekræftet, at hun boede der fire dage.

* Efter at DN afdækkede kontakten mellem kronprinsessen og Epstein første gang i 2019, oplyste hoffet, at kontakten mellem dem var slut i 2013.

* Det viste sig senere, at kontakten blev afbrudt i juni 2014. Slottet har oplyst, at hun afsluttede kontakten, fordi hun mente, at Epstein udnyttede forbindelsen.

Kilder: NTB, Slottet, Dagens Næringsliv, VG, TV 2, Nettavisen.

Enormt antal filer 

Det er godt over en måned siden, at kronprinsessens omfattende kontakt med Jeffrey Epstein blev kendt i offentligheden.

USA's justitsministerium frigav i slutningen af januar et enormt antal filer relateret til forretningsmand og dømt seksualforbryder Jeffrey Epstein.

I den forbindelse blev blandt andet en række mails, som Epstein og kronprinsessen havde sendt til hinanden, offentliggjort.

Af mailsene fremgik det, at de to flere gange mødte hinanden, og kronprinsesse Mette-Marit omtalte Epstein som sin ven.

Blandt andet besøgte kronprinsessen Jeffrey Epsteins hjem i Palm Beach i Florida i fire dage i 2013.


Powered by Labrador CMS