BBC er vilde med os

Det barske DR-drama "Huset" er den seneste danske seersucces, som briterne nu får glæde af, når "Prisoner", som titlen er på engelsk, får premiere på BBC.

Udgivet Opdateret

Briterne er begejstrede for danske dramaserier som "Forbrydelsen", "Borgen", "DNA" og "Den som dræber - fanget af mørket". Den seneste satsning "Huset" er ingen undtagelse.

BBC har købt DR-dramaet, som strøg over de danske tv-skærme i september og begyndelsen af oktober og overvejende høstede store roser herhjemme.

"Huset" var i foråret udtaget til den internationale seriefestival i Cannes, hvor serien både havde verdenspremiere - længe inden den danske - og var med i hovedkonkurrencen. Nu rammer serien britiske BBC. (PR-foto).

- "Huset" er et autentisk, komplekst og overbevisende portræt af de barske realiteter af livet i fængslet, hvor det ikke kun er de indsatte, der er fanget, siger BBC-chef Sue Deeks til den britiske public service-udbyder.

Velkendt ansigt

"Huset" har selv for briterne et velkendt ansigt i en af de bærende hovedroller i skikkelse af Sofie Gråbøl, som også stod i front for den seermæssige eksportsucces i førnævnte "Forbrydelsen" - på britisk "The Killing".

David Dencik, Charlotte Fich og Youssef Wayne Hvidtfeldt fuldender kvartetten i front for "Huset", som på engelsk har fået titlen "Prisoner".

De spiller fængselsbetjente, som får at vide, at deres arbejdsplads lukker, hvis ikke de får bugt med den dårlige omtale og især hierarkiet og handlen med stoffer, der dominerer blandt fangerne.

Ingen tolerance

Ledelsen kræver nultolerance og iværksætter en kampagne, der får voldsomme følger for både indsatte og ansatte.

"Prisoner" har endnu ikke fået en premieredato på BBC.

Briterne er dog ikke de eneste, der har fået øje på den danske tv-serie. Tv-stationer i Holland, Belgien og Frankrig har også købt DR-dramaet.

Og også down under i Australien og tværs over Atlanten har de sikret sig "Huset", oplyser DR.



Powered by Labrador CMS