Desperat Marius manglede pot
Høiby vidste godt, han overtrådte loven, da han transporterede 3,5 kilo marihuana
Den norske kronprinsessesøn Marius Borg Høiby har erkendt, at han har transporteret 3,5 kilo marihuana i 2020.
I retten i Oslo fredag forklarer han nu hvorfor.
Ifølge det norske medie VG, som er til stede i retten, fortæller Marius Borg Høiby, at han har været meget afhængig af pot, men at det på et tidspunkt var svært at få fat i.
Derfor kontaktede han sin pusher, som ifølge Marius Borg Høiby foreslog, at kronprinsessesønnen skulle fragte noget marihuana, mod at han selv fik noget marihuana.
Fik kuffert med marihuana
Pusheren manglede ifølge Marius Borg Høiby en bil til at hente marihuana.
Marius Borg Høiby erkender, at han godt vidste, at det var ulovligt. Men han kørte hen til en dealer med en "stor stak" penge og fik en kuffert med marihuana med tilbage til sin egen pusher.
Ifølge kronprinsessesønnen var det formentligt "mange tusinde".
Retssagen er planlagt til at vare frem til 13. marts.
Den begyndte 3. februar med 38 punkter - foruden overtrædelse af narkoloven er han blandt andet også sigtet for fire voldtægter, grov vold og mishandling i nære relationer.
Bliver bag tremmer
To nye punkter - hensynsløs adfærd og overtrædelse af et tilhold - blev siden blevet tilføjet, efter at Marius Borg Høiby blev anholdt og varetægtsfængslet 2. februar - dagen før, at retssagen mod ham skulle begynde.
Retten besluttede tirsdag, at han ikke skulle løslades fra varetægtsfængslingen, af frygt for at han vil begå nye strafbare handlinger med en strafferamme på over seks måneders fængsel.
Marius Borg Høiby er ikke formelt en del af det norske kongehus, da han er født, før kronprinsesse Mette-Marit indgik et forhold og senere ægteskab med den norske tronarving, kronprins Haakon.