’Anden’ holder fortsat gryden i kog
Den succesfulde komiker Anders Matthesen har svært ved at slippe tøjlerne helt, viser det sig
Med lanceringen af sin tredje film, ’Ternet Ninja 3’ sidste år, udtalte Anders Matthesen efterfølgende, at han fremover ville skrue ned for tempoet efter mange år i overhalingsbanen.
Men den succesfulde komiker har svært ved at drosle ned, har det vist sig.
Forfatter og indlæser
Det afslørede han ved ’Mofibo Awards 2026’, hvor han vandt prisen for bedste børnebog som forfatter og indlæser af ’Ternet Ninja 3’.
Og det skete oven i købet som debutant i bog-genren.
- Jeg har gjort mig umage, sagde den 50-årige kreative sjæl til Kendte.dk, og fortsatte om dagligdagen.
- Jeg dypper tæerne hist og pist, skriver lidt jokes, komponerer en sang og laver lidt podcast. For hvis der pludselig kommer noget, så vil det være tarveligt ikke at skrive det ned, forklarede han videre.
Har han ikke behov for
Udover nogle enkelte standup-projekter er kalenderen dog forholdsvis tom, men lidt holder han gryden i kog.
- Det er dejligt i forhold til kalenderen, men det med at flade helt ud - det har jeg ikke rigtigt behov for.
- At finde rum og frihed til at kunne lave noget kreativt - det er rigtigt dejligt, så håber jeg, det kommer til mig undervejs, lød det.