Dennis Knudsen i retten: Nægter sig skyldig
Anklaget for at bestikke
Da kendisfrisør Dennis Knudsen 25. marts sidste år skulle til teoriprøve i Roskilde, troede han, at prøven foregik på papir.
Men da han dukkede op, viste det sig, at prøven var på computer. Det fortæller han, da han fredag formiddag får sin sag behandlet i Retten i Roskilde.
- Så går jeg fuldstændig i baglås. Hvis der er noget, jeg ikke kan bruge, så er det en computer.
- Jeg har nok en computerskræk, siger han.
Han talte lidt med den tilsynsførende forud for prøven og spurgte ham, om han kunne få hjælp til at bruge computeren, forklarer han.
- Jeg tilbyder ham, at jeg godt vil betale for den ydelse, hvis jeg kan få noget teknisk hjælp, siger Dennis Knudsen.
I sin taske havde frisøren en Mayland-kalender, hvori der lå 4500 kroner. Dem viste han rigtigt nok til den tilsynsførende.
- Jeg siger, at jeg har altså penge med, og jeg vil godt betale, siger Dennis Knudsen.
"Kæmpe misforståelse"
Ifølge anklagemyndigheden forsøgte han at bestikke den tilsynsførende til at lade ham bestå prøven.
- Jeg spørger ikke, om han vil hjælpe mig med at lave teoriprøven, for det ville aldrig kunne lade sig gøre, siger Dennis Knudsen.
Han kalder det en "kæmpe misforståelse", at sagen blev anmeldt som et forsøg på bestikkelse.
Dennis Knudsen var til teoriprøven, da han skulle generhverve sit kørekort.
Kørekortet mistede han, da han i december 2023 blev dømt for vanvidskørsel og fareforvoldelse, efter at han med egne ord fik en "nedsmeltning", da han i juli 2023 kom for sent til dagens sidste færge på Aarhus Havn.
I dommen dengang blev han også idømt 40 dages betinget fængsel og fik konfiskeret sin Audi Q7.