Åbnede Danmarks første café: I dag fylder han 80 år 

- De gik hen og forandrede byen. Det havde jeg slet ikke forestillet mig, siger han

Offentliggjort

Kunstnerens livslange passion for morskab

Kenn André Stilling, en dansk kunstmaler, fylder 80 år og fortsætter med at male, fordi det skal være sjovt.

Han er kendt for at have åbnet Danmarks første café, Café Sommersko, som en del af hans kreative projekter.

Hans tilgang til kunst og livet handler om at more sig, hvilket også afspejles i hans fødselsdagsfejring.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Når man spørger Kenn André Stilling, hvad der driver ham som kunstner, får man et meget enkelt svar.

- Det skal bare være sjovt. Ellers laver jeg det ikke.

Den danske kunstmaler fylder 80 år fredag den 26. december, og han har ingen planer om at lægge penslen fra sig.

Også her kommer meldingen i et sprog, der er til at forstå.

- Jeg kommer altid til at male. Så enkelt er det. Jeg kan simpelthen ikke lade være.

Kenn André Stilling blev oprindeligt uddannet som møbelsnedker i 1965 og blev senere kunstmaler fra Kunstakademiet i 1974.

Han har udstillet sine malerier på flere danske gallerier, men han er i virkeligheden bedst kendt for noget helt andet.

Café Sommersko 

I 1976 åbnede han nemlig Café Sommersko i Kronprinsensgade i det indre København, som var den allerførste café i Danmark.

Forud for åbningen tog Kenn André Stilling sammen med brødrene Jørgen og Søren Bro, der var medstiftere, på en inspirationstur til Paris.

Her tog de ind på de parisiske caféer og målte op med tommestok og blyant, så alt ville se helt rigtigt ud, når caféen skulle åbnes i København.

Men egentlig var det aldrig hensigten, at Kenn André Stilling skulle drive café.

Tanken bag projektet var nemlig en anden, siger han.

- Det var en form for egnsteater. Man kunne købe en bajer for 16 kroner, og så kunne man se nogen blive forelsket, kaste op eller komme op at slås. Det er jo ret imponerende.

Kenn André Stilling er uddannet møbelsnedker og kunstmaler. Han er særligt kendt for at være manden bag Danmarks første café, Café Sommersko. Foto: Privatfoto.

Det københavnske kulturliv 

Kenn André Stilling åbnede efterfølgende andre "egnsteatre" i København med både Café Dan Turéll (1977) og Café Victor (1981), der blev samlingssted for det københavnske kulturliv.

- De gik hen og forandrede byen. Det havde jeg slet ikke forestillet mig, siger han.

Der gik kun en håndfuld år, før Kenn André Stilling trak sig fra cafébranchen.

Han har sidenhen blandt andet gjort sig som redaktør på litteratur- og kunstmagasinet "Victor B. Andersens Maskinfabrik", som han selv grundlagde i 1972.

Lidt flere skibe

Han er for nylig flyttet til Helsingør med sin kone, Helle - noget, der også sætter sit præg på hans kunst.

- Der er kommet lidt flere skibe på mine malerier.

Fødselsdagen skal han blandt andet tilbringe med sin søn Oliver, der tager en række unge digtere med til fejringen, fortæller Kenn André Stilling.

I tråd med hans tilgang til kunst er der kun et enkelt punkt på dagsordenen:

- Vi skal bare more os, siger han.

Powered by Labrador CMS