Sussi bekræfter: Leo er død

Den danske musiker Leo Nielsen er død efter den seneste tid at have været indlagt med nyreproblemer

Udgivet Opdateret

Musiker Leo Nielsen, som er den ene halvdel af duoen Sussi og Leo, er død – 67 år gammel.

Det oplyser hans hustru, Sussi, til Ekstra Bladet.

Leo Nielsen har den seneste tid været indlagt på hospitalet med nyreproblemer.

13. februar meddelte Leos kone Sussi Nielsen på det sociale medie Instagram, at musikerens nyrer var ved at stå af, og at der ikke var noget at gøre.

Leo Nielsen var også indlagt i december. På det tidspunkt var musikeren syg med den alvorlige sygdom tarmslyng. I januar indstillede Leo karrieren på grund af sygdom.

Leo efterlader sig Sussi. De to fejrede i 2021 rubinbryllup efter at have været gift i 40 år.

Fik aldrig børn

Parret, som har optrådt sammen siden 9. klasse, fik aldrig børn. Og de har aldrig lagt skjul på hvorfor.

- I begyndelsen var det, fordi du ikke turde, jeg skulle have børn, sagde Sussi ifølge Se & Hør i 2016.

Og Leo fulgte op på den sætning.

- Jeg var bange for at miste hende. Jeg troede ikke, du var bygget til det, fordi du er så lille, svarede Leo i det samme interview.

Fuld fart

Der har da også været fuld fart på duoens karriere.

Ud over de 23 år, hvor parret var det helt store tilløbsstykke på Skansen i Skagen, var de to i en årrække både ejere og musikere på Ritz i Frederikshavn.

Og selv om de har haft 50-årsjubilæum, har de fortsat med at optræde.

Et hurtigt blik i duoens kalender på deres hjemmeside viser, at der blev optrådt rundt omkring i Danmark i 44 af de 52 uger i 2022.

Sussi og Leo Nielsen har været gift i mere end 40 år og i langt det meste af den tid optrådt sammen som Sussi og Leo. (Arkivfoto)
Sussi og Leo Nielsen har været gift i mere end 40 år og i langt det meste af den tid optrådt sammen som Sussi og Leo. (Arkivfoto)

Smoke on the Water

Derfor fortsatte tendensen fra deres 45-årsjubilæum i 2016. Her brugte duoen halvdelen af tiden på de danske landeveje i autocamperen for at komme rundt til de mange spillesteder, hvor der blev optrådt med ”Smoke on the Water” og ”Bad Moon Rising”.

- Vi opfatter os selv som nogen, der underholder, og vi er glade for at underholde, sagde Leo i 2015 til Sjællandske Medier.

Skriveri

Men det er ikke kun musikken, som har fyldt i Leos liv. For selv om parret har været uadskillelige, siden de mødtes i ottende klasse på Saltum Centralskole i den lille by i Vendsyssel, har Leo haft sit skriveri for sig selv.

Leo har været pennefører på flere udgivelser fra parrets side, og han har forfattet både romaner og klumme-samlinger ofte med et islæt af sci-fi og det okkulte.

- Jeg kan godt lide at skrive. Det er sådan, jeg kobler af. Når jeg har en ledig time, så sidder jeg og digter, fortalte Leo i 2007 i anledningen af udgivelsen af hans bog "Pyromanium".

Powered by Labrador CMS