Will Smith med trods lussing

Den amerikanske rapper og skuespiller blev taget op til vurdering af 'Smukfest'

Offentliggjort

Det var en lussing, der gik verden rundt, da Will Smith gik på scenen til Oscar-uddelingen i 2022 og gav komikeren Chris Rock en lussing på åben skærm.

Øjeblikket huskes også stadig på Smukfest.

Festivalen i Skanderborg har booket den amerikanske rapper i år. Den berømte Oscar-lussing har dog været med i overvejelserne, siger Smukfests indholdschef, Trine Bang.

- Det skal det være. Men det har ikke været noget, der har betydet noget, siger hun.

Folk skal kunne fejle

- Det skal forstås på den måde, at det er tre år siden. Will Smith har jo mødt offentlig kritik og konsekvenser. Vi har det sådan på Smukfest, at folk skal kunne fejle, siger hun.

Lussingen kom i 2022, efter Chris Rock lavede en vittighed fra Oscar-scenen rettet mod Will Smiths kone, Jada Pinkett Smith.

Det kom bag på alle, da Will Smith så marcherede op på scenen, stak Chris Rock en flad, gik tilbage til sin plads og fortsatte med at råbe efter ham.

Det er nu mere end tre år siden, og torsdag klokken 23.15 går Will Smith på Smukfests største scene, Bøgescenerne.

- Vi griber ham

- Det var en hændelse. Folk fejler og møder konsekvenserne, rejser sig og kan komme videre. Nu er Will Smith videre, og vi er klar på at gribe ham nede i skoven, siger Trine Bang.

Indholdschefen har allerede hilst på den verdenskendte skuespiller og musiker.

Torsdag morgen var hun nemlig til lydprøve. Her fik 60 frivillige dansere også muligheden for at øve med Will Smith, der som rapper blandt andet er kendt for hits som "Gettin' Jiggy Wit It", "Men in Black" og "Wild Wild West".

Det blev med det samme et af de mest mindeværdige øjeblikke i Oscar-uddelingens historie, da Will Smith gik op på scenen og gav komikeren Chris Rock en lussing.

Alle de frivillige

- Han var så skøn. Han kom ind i joggingtøj og hilste på alle de frivillige, siger Trine Bang.

Hun fortæller, at han gav et kram til samtlige af Smukfests frivillige dansere.

- Han var helt nærværende. Jeg var selv helt starstruck, siger indholdschefen.

Når store internationale navne er på Smukfest, giver det også nogle andre praktiske forhold. Det fortæller festivalens sikkerhedschef, Thomas Rydahl.

- En artist, der turnerer verden rundt, kan godt stille nogle sikkerhedsmæssige krav, siger han.

Eksempelvis vil de gerne have vagter nogle bestemte steder på pladsen omkring scenen.

- Så de har deres egne sikkerhedsfolk med. Det ser man ikke så meget med danske artister, tilføjer han.

Festivalen fortsætter indtil søndag.



Powered by Labrador CMS