Will Smith splitter anmeldere på Smukfest

I slutningen af verdensstjernens koncert i Skanderborg torsdag aften satte han ord på en meget omtalt lussing

Offentliggjort Sidst opdateret

Will Smiths Koncert på Smukfest Vækker Blandet Anmeldelser

Will Smiths koncert på Smukfest blev præget af hans fremvisning af Oscar-statuetten.

Han udtrykte skam og taknemmelighed overfor publikum.

Anmeldelserne varierede fra topkarakterer til kritik af selviscenesættelse.

Koncerten blev en blanding af musik, filmklip og personlige indslag.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Det var ikke kun musikken, der kom i spotlyset under rapper og skuespiller Will Smiths koncert på Smukfest torsdag aften.

Omkring en time inde i koncerten hev han sin oscarstatuette, som han fik i 2022, frem. Prisen modtog han den aften, hvor han uddelte den famøse lussing til komikeren Chris Rock.

Stor skam

- De sidste tre år har jeg båret en stor skam og en stor skyldfølelse fra den aften. Jeg vil gerne dele noget med jer. Og ofte får man ikke lov til at gøre det ansigt til ansigt, sagde Will Smith til Smukfests publikum.

Han løftede statuetten, og publikum kvitterede med et jubelbrøl.

Glæde og kærlighed

- Jeg har dedikeret hele min karriere til at give glæde og kærlighed til den her verden. Jeg vil bare gerne sige tak til alle jer, som blev ved min side, fortsatte Will Smith.

Verdensstjernens optræden splitter de danske anmeldere, som giver både to og seks stjerner.

Under sin koncert på Smukfest havde Will Smith flere gange en dansk tolk med på scenen for at oversætte for sig.

Intimt

Politiken giver koncerten seks hjerter ud af seks mulige og roser den 56-årige rapper for at vise oscarstatuetten frem.

- Det var intimt. At vise os sin skam - det, der gjorde ham allermest ondt og allerbedst stolt på en og samme tid, skriver Politiken.

Også B.T. giver koncerten topkarakter.

Helt perfekt

- Det var potent, det var alt for meget, og det var helt perfekt til en midnatsforestilling på Smukfest.

- Det var en af de koncerter, man husker længe. Og nej, det var ikke kunst, men det var eddermame fedt, skriver B.T.

Tre gange i løbet af koncerten indtrådte en ung kvinde på scenen og agerede Will Smiths tolk, når han talte til publikum. Det behagede ikke Berlingskes anmelder, der giver koncerten to stjerner.

Dybt pinligt

- Gudfader, hvor var det underligt. Og ja, dybt pinligt.

- Heldigvis grinte publikum og rystede på hovedet. Dog ikke af den unge pige. For hende havde man ondt af. Hun lignede ikke én, der vidste, hvad hun havde sagt ja til, skriver Berlingske.

Også Ekstra Bladet kvitterer med to stjerner.

- Den 70 minutter lange varietéforestilling, som sluttede efter midnat, blev punkteret af blandt andet klip fra hans film, en højstemt hyldest til James Avery, klip fra 'Rap fyr i L.A.', introduktion af danserne, peptalks til folk med problemer, gospelvræleri samt naturligvis en violin, skriver Ekstra Bladet.

Will Smith lagde hårdt ud med to af sine mest populære numre, men det var måske for tidligt at fyre dem af.

Tonedøv selviscenesættelse

- Selv om Will Smith formåede at vinde publikum med megahits som ’Gettin’ Jiggy Wit It’ og ’Miami’, tabte han det hele på jorden i en blanding af egotrip og tonedøv selviscenesættelse, skriver Soundvenue og giver også to stjerner.

Will Smiths Oscar i 2022 var den første i hans lange og succesfulde skuespilkarriere. Han fik den for sin rolle som far til Venus og Serena Williams i filmen "King Richard".

Stor kritik

Den blev dog overskygget af, at han kort forinden gik på scenen til oscaruddelingen og uddelte en lussing til Chris Rock, efter at komikeren havde lavet en vittighed rettet mod Will Smiths kone, Jada Pinkett Smith.

Efterfølgende mødte Will Smith stor kritik for sin handling, og han blev bandlyst fra oscaruddelingen i ti år efter hændelsen.

Powered by Labrador CMS