Vild med dans-værtinde: -Jeg hviler mere i mig selv nu

Gennem en årrække har Sarah Grünewald stået i spidsen for "Vild med dans", og det har givet hende en ballast.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er mere end en håndfuld år siden, Sarah Grünewald første gang trådte ind på gulvet for at styre slagets gang i “Vild med dans”.

Nu kan hun kalde sig den mest rutinerede kvindelige vært på programmet, og i dette års konkurrence er hun igen hoppet i stiletterne.

Det er dog ikke helt uden nerver, at hun byder velkommen fredag efter fredag, til trods for hun er garvet i faget. Men det er hun kun glad for.

– Jeg tror, at den dag, jeg ikke bliver nervøs, er jeg nødt til at stoppe med at lave programmet, for jeg har også en drivkraft i min nervøsitet, siger Sarah Grünewald.

– Jeg kan godt kede mig, hvis jeg ved, hvor jeg slutter henne, og det er også derfor, jeg godt kan lide at lave live-tv, forklarer hun.

Nu ved hun, hun kan

Med årene har hun fået en ballast, der betyder, at hun på trods af nerverne ikke er i tvivl om, at hun er god til sit job.

– Jeg kan mærke, at jeg hviler mere i min egen krop, jeg er ikke så påvirket af, hvad folk synes om mig. I starten tog jeg det enormt nært og blev meget ked af det, siger Sarah Grünewald og uddyber:

– Jeg har lært gennem de her år, at der altid vil være nogen, der ikke synes, jeg er det rigtige sted på det her program. Men jeg ved, jeg gør det godt. Ellers havde de ikke givet mig jobbet så mange år i træk, siger hun.

“Vild med dans” sendes fredag klokken 20.00 på TV2.

Powered by Labrador CMS