Vidste du? Toy Story-Woody har et efternavn
Han har altid bare været kendt som Woody, men han har et efternavn.
Det er nok de færreste, der ikke kender Woody fra Toy Story. Den første film udkom i 1995, og siden har amerikanske Pixar udgivet både Toy Story 2 og 3, og Toy Story 4 har forventet premiere i 2019, hvor Tom Hanks genoptager rollen som legetøjscowboy.
Toy Story-filmene befolkes af en lang række karakterer, der alle har både for- og efternavn. Af eksempler kan nævnes Buzz Lightyear, Mr. og Mrs. Potato Head og Slinky the Dog, og derfor kan det virke underligt, at Woody ikke har et efternavn, og det er faktisk heller ikke rigtigt.
Navnet er Woody … Woody Pride
Historien om Woodys efternavn er blevet omtalt af tusindvis af mennesker de seneste dage, efter at Twitter-brugeren “David” 15. januar proklamerede, at han nu havde lært, hvad Woody hedder til efternavn.
Hvad hedder han så? Woody Pride. Hvor ved David det fra? Muligvis Lee Unkrich, og kender du ikke hans navn, kender du formentlig flere af de film, han har instueret.
Lee Unkrich har arbejdet for Pixar siden 1994, og han har været medinstruktør på både Toy Story 2, Monsters Inc. og Finding Nemo. Han instruerede selv Toy Story 3 og Coco, og han har vundet Oscar-statuetter for begge film.
Det er altså ikke en hr. ingenting, der er kilde til Woodys fulde navn, og det viser sig faktisk, at nyheden har været offentlig kendt i årevis. Det er bare først nu, folk har opdaget det.
– Woody’s fulde navn er “Woody Pride,” og det har det været siden de første spæde arbejdsdage i udviklingen af Toy Story, skrev Unkrich på Twitter i 2009.
Små 10 år senere har flere mennesker end de oprindelige få læst det, og pludselig er vi flere, der ved, at Woody hedder Woody Pride.