'Årgang 0'-stjerne med mundkurv på
Stephanie Siguenza er hemmelighedsfuld omkring fortsættelsen af familieføljetonen
Lige fra fødslen har Stephanie Siguenza været en del af ’Årgang 0’-familieføljetonen på TV 2, og hun fyldte 25 år i januar, så programmet har derfor jubilæum.
På dagen blev hun ifølge SE og HØR fulgt af et tv-hold.
På spørgsmålet om der er flere afsnit på vej af familieføljetonen, var hun stadig hemmelighedsfuld, da Kendte.dk mødte hende til premieren på ’Smukkere’ tirsdag aften i MovieHouse Hellerup.
Men hun har fået mundkurv på.

- Det ved jeg ikke, svarede hun med et glimt i øjet.
Til gengæld ville hun gerne løfte sløret for hverdagens trummerum.
Uddannelse som sygeplejerske
- Det går fint stille og roligt. Jeg er i praktik på retspsykiatrisk afdeling i Slagelse. Det er så spændende, og jeg kan faktisk virkelig godt lide det, fortalte realitystjernen, der er i gang med uddannelsen som sygeplejerske.
Stephanie Siguenza har erkendt, at hun har kæmpe omsorgsgen, som hun agter at udleve.
- Jeg havde egentlig en drøm om at blive hospice-sygeplejerske, men nu har det her faktisk fanget mig, lød det videre, og uddybede, hvordan hun tackler det.
- Det handler om hele tiden at finde den menneskelige side frem. Det er bare den bedste opskrift til at klare jobbet, mente ’Årgang 0’-stjernen.
