Ulf Pilgaard hyldes for royal underholdning

Der var særlig hæder til Ulf Pilgaard ved årets Revygalla 2018. Legenden blev hyldet på en aften, hvor danske revyer modtog den ene pris efter den anden.

Udgivet Opdateret

Ulf Pilgaard kan kalde sig mange ting. Han er Ridder af Dannebrog, han er skuespiller i både film- og tv-serier, og så er han en legende inden for den danske revyscene. Det sidste modtog han en anerkendelse af, da priserne blev uddelt til Revygalla 2018 i Cirkusbygningen søndag, 26. august.

Den høje herre blev hædret med en ganske særlig pris, ‘Æresprisen 2018’. Det skriver TV2.dk.

Prisen blev overrakt af skuespiller Henning Jensen, der på scenen stod for at forklare juryens begrundelse for, at Ulf Pilgaard skulle hædres.

“‘Æresprisen 2018’ tildeles en kunstner, som gennem hele sit lange professionelle liv har medvirket til at sikre et meget højt niveau, en stigende anerkendelse af kunstarten og en stadig voksende interesse for dansk revy – ikke mindst fordi prismodtageren også personligt nærer en stor og dyb kærlighed til revyen,” skriver TV2.dk.

Flere priser ved Revygalla 2018

Ved Revygalla 2018 blev der desuden uddelt en række andre priser. Odense Sommerrevy blev kåret som bedste revy i 2018, mens Lisbeth Dahl og Thomas Mørk fik prisen for deres arbejde i henholdsvis Cirkusrevyen og Odense Sommerrevy.

Minister for offentlig innovation, Sophie Løhede, blev i øvrigt kåret til årets darling, men det var altså legenden Ulf Pilgaard, der løb med en særdeles stor og særlig hæder ved Revygalla 2018.

Powered by Labrador CMS