Uduelige kendisser sendt på spejderlejr

I et nyt program på Kanal 5 skal blandt andre tv-vært Puk Elgård og komiker Torben Chris konkurrere i kreative og svære spejderøvelser

Udgivet Opdateret

I løbet af en uge skal seks kendte byboere stifte bekendtskab med alt fra at lave ild til at få dåsemad til at smage spændende, når Anders Lund Madsen indlogerer dem i en spejderlejr i den danske natur.

Det annoncerer Kanal 5 og streamingtjenesten discovery+ i en pressemeddelelse.

Det er blandt andre den bramfrie tv-vært Puk Elgård og flere komikere, der skal kæmpe mod hinanden i tv-programmet, der har fået navnet "De uduelige".

Har ikke godt styr på

Som det antyder, er livet i det fri ikke noget, som de kendte har særligt godt styr på.

Men det skal de til at have, hvis de vil imponere Anders Lund Madsen, der er blevet udnævnt til tropsfører.

Program efter program vil han udfordre deltagerne og uddele såkaldte duelighedsmærker til dem, der klarer sig bedst.

Deltagerne er fordelt på tre hold. Tv-vært Puk Elgård danner par med komiker Lasse Madsen, mens influencer Irina Olsen skal samarbejde med komiker Torben Chris.

På sidste hold finder man også en komiker, nemlig Anders Grau, der er på hold med radiovært Mathias Helt.

Spejder for tredje gang

For Anders Lund Madsens vedkommende bliver det hele tredje gang, at han skal være spejder, lyder det i pressemeddelelsen.

Han har således været radiovært i det hedengangne program "De sorte spejdere", ligesom han også som barn har trukket i uniformen.

'De uduelige' kan ses på Kanal 5 og Discovery+ fra 27. oktober.
'De uduelige' kan ses på Kanal 5 og Discovery+ fra 27. oktober.

- Min bror var spejder, og det har jeg altid været lidt misundelig over. Han var KFUM'er, siger Anders Lund Madsen i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Jeg var selv FDF'er, der jo er et noget mindre fint korps, og jeg stoppede efter en uge, da jeg fandt ud af, at vi skulle spille høvdingebold, hvilket er det værste.

Hvor godt de tre hold klarer sig, kan man følge fra 27. oktober, hvor "De uduelige" har premiere på Kanal 5 og discovery+.

Powered by Labrador CMS