Teitur mindes barndom: Husker en særlig pige

Sangen "Josephine" handler om en pige, som Teitur legede med som barn og siden mistede kontakten til.

Udgivet Opdateret

Den succesfulde folkpop-sanger Teitur, som søndag er hovedperson i TV2’s “Toppen af poppen”, har ofte høstet stor ros fra anmelderne for sine sange.

Men han kan mærke, at der særligt er ét nummer, som publikum altid efterspørger, når han giver koncerter, og det er en sang, som også står Teiturs hjerte nær.

Den minder ham nemlig om hans barndom på Færøerne.

Artiklen fortsætter under videoen

Hvilken sang er din bedste?

– “Josephine” fra mit første album, “Poetry & Airplanes”. Jeg skrev den sammen med den danske sangskriver Annette Bjergfeldt, da jeg var først i tyverne og boede i København og bare ville skrive sange.

– Annette ringede til mig og fortalte, at hun havde lavet den her melodi, og så skrev jeg teksten på en dag.

Barndommens mystik

Hvad inspirerede sangen?

– Sangen handler om en pige, som jeg legede med som barn, når jeg var på sommerferie hos min mormor i den vestlige del af Færøerne. Den handler om barndommens mystik, og at jeg ikke ved, hvor pigen er i dag.

– Det var den slags sommerferie, hvor de voksne også havde brug for at holde fri, så vi var en masse børn, der fik lov til at løbe rundt og passe os selv. Jeg husker, at vi havde cykelhjul, som vi fik til at rulle ved at slå på dem med en pind, og der var en stor strand, som vi legede på.

– Hende her pigen var nok lidt ældre end os andre. Hun fandt på ballade og sneg sig ind i folks huse, som altid stod ulåste. Det var lidt spændende. Når jeg spiller sangen til mine koncerter, er det et varmt sted at mindes.

– Det er nemt at spille musik, når man skal fortælle om en dag, man husker godt, eller en person, man elsker. Det er det, gode sange kan.

Betydet meget

Hvordan er den at spille live?

– Jeg kan næsten altid mærke, at publikum kender sangen, og at de håber, at jeg spiller den. Den giver altid god respons, og hvis jeg ikke spiller den, får jeg rødt kort.

Hvad har den betydet for din karriere?

– Den har absolut betydet meget. Den var med på mit første album fra 2003, og jeg spiller den stadigvæk, så det må betyde, at den har rykket noget. Jeg tror, at alle kan huske en person, som de legede med som barn, som de ikke ved, hvor er i dag.

I 2014 modtog Teitur en pris fra Prinsgemalens Fond.

Powered by Labrador CMS