Swift vil hjælpe sexofre efter gramsesag

Den berømte sangerinde har vundet en sag, hvor en radiovært stod anklaget for at befamle hende.

Taylor Swift har vundet en sag, hvor en radiovært stod anklaget for at befamle hende. Foto: ROBYN BECK/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Et såkaldt meet-and-greet i Denver i den amerikanske delstat Colorado tog en yderst grænseoverskridende drejning for Taylor Swift i juni 2013.

Under arrangementet, hvor fans kunne hilse på sangerinden, stillede Swift op til et foto med radioværten David Mueller.

Stak hånden op under Swifts nederdel

Pludselig stak Mueller sin hånd op under Swifts nederdel og tog på hende.

Swift troede først, at der måtte være tale om en fejl, men da hun flyttede sig væk fra ham, holdt han fast.

Swift oplyste efterfølgende radiostationen om den ubehagelige hændelse, og David Mueller blev fyret.

Swift sagsøgt for falske anklager

Det fik Mueller til at sagsøge Swift og kræve tre millioner dollar i erstatning grundet “falske anklager”.

Ifølge radioværten har fyringen og begrundelsen herfor været skyld i, at han ikke har kunnet få et nyt job.

Swift svarede igen

Swift reagerede ved at kontra-sagsøge Mueller for at have befamlet hende. Hun krævede en dollar i erstatning.

Den 27-årige sangerinde vandt for nylig sagen i retten i Denver og udsendte mandag en erklæring gennem E! News, hvor hun fortæller, at hun vil bruge sine midler og sin opmærksom på at hjælpe andre i samme situation.

– Jeg anerkender det privilegium, som jeg nyder godt af i livet, i samfundet og i min mulighed for at bære de enorme omkostninger ved at forsvare mig selv i en sag som denne, siger hun og fortsætter:

– Jeg håber, jeg kan hjælpe dem, hvis stemmer også skal høres. I nær fremtid vil jeg give donationer til flere organisationer, der hjælper sexkrænkede ofre til at forsvare sig.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS