Susse Wold overlevede sin store aften

’Matador’-stjernen imponerede ved premieren på 'My Fair Lady'

Efter en længere pause var Susse Wold torsdag aften tilbage på scenen i rollen som 'Mrs. Higgins' i 'My Fair Lady' på Det Ny Teater.

Og det forløb ganske fortrinligt.

- Det er en festlig musical, og jeg elsker teatret her, hvor jeg startede i 1958. Så det er jo fantastisk at få lov til at stå her i dag, sagde den 87-årige skuespiller til Kendte.dk efter premieren, hvor der blev skålet i et lille glas.

Susse Wold klarede det flot.

Alderen spillede ind

Trods en fremskreden alder takkede hun sidste år ja til rollen.

- Jeg er jo ikke nogen ung dame. Jeg er så ældgammel, at jeg kan falde død om inden premieren, så vi skal ikke tale for meget om det, sagde Susse Wold til Kendte.dk ved en tidligere premiere i teatret.

Smukke omgivelser

Blandt publikum sad sønnen Christian Mørk samt flere venner og bekendte, der var mødt op for at støtte hende under den flotte premiere i de smukke omgivelser.

- Jeg har før medvirket i musicalen 'Chicago', men jeg har ikke været med i noget, hvor vi er så mange mennesker på scenen, lød det videre.

Susse Wold spillede blandt andre sammen med Tommy Kenter, der spillede 'Alfred Doolittle' i stykket.

En dag ad gangen

- Det har været rigtig spændende, og jeg tror, det bliver en stor fornøjelse at være med hele vejen. Jeg er vild med dem, jeg spiller overfor. De tager sig godt af mig, og det er jo dejligt.

Susse Wold tager en dag ad gangen.

- Jeg lever i nuet. Det har været en fantastisk aften, og folk har været vilde med det, og jeg har mine kammerater omkring mig. Hvad der skal ske fremadrettet, ved jeg ikke. Det jeg ved er, at jeg skal herind igen i morgen, og det glæder jeg mig til, sagde hun.

Skuespillerne Tommy Kenter, Susse Wold, Peter Plaugborg, Sofie Topp-Duus og Kim Hammelsvang efter veloverstået premiere.
Powered by Labrador CMS