Superbokserens allersidste kamp i ringen

Den 11. december gik Muhammad Ali i 1983 i ringen i det, der skulle blive hans sidste kamp. Og det skulle han nok ikke have gjort, for det endte med et nederlag mod Trevor Berbick.

Superbokserens allersidste kamp blev mod Trevor Berbick. Det er 36 år siden i dag – mandag den 11. december. Arkivfoto: Andreas Meier/Scanpix
Superbokserens allersidste kamp blev mod Trevor Berbick. Det er 36 år siden i dag – mandag den 11. december. Arkivfoto: Andreas Meier/Scanpix
Udgivet Opdateret

De færreste vil være uenige i, at han var den største profil, der nogen sinde har svævet rundt i en boksering.

Mange mener endda også, at han er blandt de allerstørste, som sportsverdenen nogen sinde har set.

Det er Muhammad Ali, vi taler om. Den legendariske sværvægtsbokser, der huserede i ringen over flere årtier.

Han døde i 2016 – og mandag den 11. december er det præcis 36 år siden, at han boksede sin sidste kamp.

Blev frataget sin licens

Det var Muhammad Alis andet comeback efter sin ellers selvvalgte pensionering.

Alis karriere var – blandt andet – kendetegnet ved flere perioder, hvor han var væk fra boksningen.

I 1964 blev han sværvægtsverdensmester i WBC-regi ved at slå Sonny Liston.

En titel han forsvarede otte gange, indtil han i 1967 blev frataget sin bokselicens og idømt fem års fængsel.

Genvandt sin titel i Zaire

Selv om den dom blev omstødt af højesteret i USA, gik der alligevel godt to år uden for ringen.

Og i 1970 meddelte Muhammad Ali, at han ville stoppe med at bokse.

Det holdt dog ikke længe – og i 1974 genvandt han titlen efter en legendarisk kamp i Zaire kaldet “The Rumble In The Jungle”. Her slog han George Foreman.

I 1978 meddelte den dengang 36-årige Ali, at han (igen) ville stoppe.

Fik lesterlige klø af Holmes

Men i oktober 1980 var han tilbage mellem tovene – og var mildest talt helt i tovene.

Muhammad Ali blev knockout’et af Larry Holmes i 11. omgang i en meget ensidig kamp.

Men den aldrende bokser nægtede at erkende, at det var slut – og han pressede på for at få endnu en match.

Og det fik han – godt et år senere mod den jamaicanske bokser Trevor Berbick foran en 10.000-tallig stor skare i Nassau, Bahamas.

Det blev superbokserens allersidste kamp

Ali tog imod mange slag

Muhammad Ali var på dette tidspunkt 39 år. Han gjorde sit bedste og vandt også et par af omgangene.

Men fra  syvende runde overtog Berbick mere og mere kontrollen – og Ali tog imod mange hårde slag.

Trevor Berbick vandt med alle tre dommerstemmer – og bagefter valgte Muhammad Ali klogeligt at trække sig endegyldigt.

Muhammad Alis tidligere fysioterapeut, der døde for nylig, har udtalt, at han forsøgte at tale Ali fra at fortsætte på et tidligt tidspunkt. Men altså uden held.

Berbick blev dræbt af nevø

Berbick vandt sin vm-titel i 1986, men blev slået i sit første forsvar af en vis 20-årig Mike Tyson.

Muhammah Ali stod tilbage med en rekordliste på 61 professionelle kampe – hvoraf de 56 blev vundet.

Han fik et ry som en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige sportsfolk – men blev desværre syg med Parkinson få år efter sin pension.

Trevor Berbick fortsatte med at bokse indtil midt i 1990’erne. I oktober 2006 blev han fundet død – han blev dræbt af sin 20-årige nevø og dennes ven.

Powered by Labrador CMS