Stort tillykke: Kær dronning fylder år
I dag kan dronning Silvia fejre sin 76-års fødselsdag.
Det er ikke kun julen, der fejres i det svenske kongehus i december.
Artiklen fortsætter under videoen
Dronning Silvia skal dagen før juleaften forsøge at puste 76 lys ud, når fødselsdagskagen bliver bragt til bordet.
Den svenske dronning fylder nemlig 76 år den 23. december, og foruden fødselsdagen kan dronning Silvia også fejre jubilæum i år.
I 1999 stiftede hun velgørenhedsorganisationen World Childhood Foundation, og hun har dermed været engageret i børns rettigheder i 20 år.
Næste år er der premiere på en dokumentar om dronning Silvias og datteren prinsesse Madeleines arbejde i organisationen, der hjælper børn i nød, skriver det svenske ugeblad Svensk Damtidning.
Dokumentarserien er ved at blive produceret og vil bestå af seks afsnit.
Prinsesse Madeleine har været involveret i World Childhood Foundation siden 2006.
Den svenske dronning har tidligere fremhævet, hvordan hendes datter er god til at tage initiativ og komme med egne idéer til kampagner.
I forbindelse med organisationens jubilæum blev der afholdt en stor galla i starten af december, hvor der var indbudt 200 gæster.
Under gallaen blev traileren til den nye dokumentarserie vist, og Childhood-prisen blev uddelt. Den gives til en person, der har gjort noget særligt for børn, skriver Svensk Damtidning.
Født i Tyskland
Dronning Silvia kom til verden i Tyskland i 1943 som datter af en tysk far og en brasiliansk mor og fik navnet Silvia Renate Sommerlath.
Under de olympiske sommerlege i den tyske storby München i 1972 mødte hun den svenske regent, kong Carl Gustaf.
De forlovede sig i marts 1976 og giftede sig i Storkyrkan i Stockholm den 19. juni samme år.
Sammen har de børnene prinsesse Madeleine, prinsesse Victoria og prins Carl Phillip samt syv børnebørn.
Tre børn
Den 73-årige konge og den nu 76-årige dronning er forældre til kronprinsesse Victoria på 42 år, 40-årige prins Carl Philip og 37-årige prinsesse Madeleine.
Hun har stiftet velgørenhedsorganisationen World Childhood Foundation og blev i 1985 ridder af Elefantordenen.
Privat går hun ifølge det svenske kongehus op i blomster og havearbejde og ynder at gå i operaen og i teatret.