Stjerner i sorg efter Hollywood-dødsfald

Garry Marshall, der skabte filmen "Pretty Woman" er død. Nu bliver han mindet af sine verdenskendte samarbejdspartnere på sociale medier.

Udgivet Opdateret

Han har instrueret film som “Prinsesse eller ej”, “Valentines Day” og ikke mindst klassikeren “Pretty Woman” med Julia Roberts og Richard Gere i hovedrollerne.

Men “Mother’s Day” fra 2016 blev Garry Marshalls sidste film. Han er nemlig død, skriver The Guardian.

Og nu står stjernerne i kø for at skrive en sidste hilsen til filmmageren, der både arbejdede som manuskriptforfatter, producer og instruktør.

På Twitter og Instagram har flere af hans verdenskendte samarbejdspartnere delt deres tanker, og skuespillerinden Jessica Alba er en af dem. Den 35-årige superstjerne var med i 2010-filmen “Valentine’s Day”, hvor Marshall sad i instruktørstolen.

– Jeg havde æren af at arbejde sammen med den legendariske Garry Marshall. Tak for din geniale sans for komedie. Jeg er så taknemmelig for alle de film og tv-serier, der har formet min og fremtidige generationer. Hvil i fred. En pioner i underholdningsbranchen, skriver Jessica Alba til et billede af instruktøren, som hun har lagt på Instagram.

Bryan Adams på Twitter

På Twitter har sangstjernen Bryan Adams skrevet en kort hilsen til Marshall, som han netop nu arbejdede sammen med.

– Hvil i fred, Garry Marshall. Det var et privilegium at arbejde sammen med dig, skriver “Summer of 69”-musikeren efterfulgt af et “Pretty Woman”-hashtag.

Adams var nemlig i fuld gang med at skabe musik til en musicalopsætning af den ikoniske film, som fik premiere for 26 år siden.

Skuespillerinden Sofia Vergara, som blandt andet er kendt fra tv-serien “Modern Family”, mindes den afdøde instruktør med et sort-hvidt billede på Instagram.

– Hvil i fred, Gary Marshall, skriver Vergara efterfulgt af en rød rose-emoji og et hashtag med filmen, hvor de to lærte hinanden at kende, “New Years Eve” fra 2011.

Ifølge The Guardian fortæller Garry Marshalls agent, at han døde tirsdag på et hospital i Los Angeles. Det skete på grund af komplikationer efter en lungebetændelse, som instruktøren fik efter et slagtilfælde.

Se opslagene her:

RIP Garry Marshall🌹#newyearseve

A photo posted by Sofia Vergara (@sofiavergara) on Jul 19, 2016 at 10:53pm PDT

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS