Alternativet overlevede med ny leder ved roret

Da Franciska Rosenkilde overtog posten som politisk leder for Alternativet, lignede det ikke et parti med en fremtid på Christiansborg. Men hun vendte skuden

Offentliggjort Sidst opdateret

Franciska Rosenkildes lederskab i Alternativet

Franciska Rosenkilde overtog som politisk leder for Alternativet i 2021, da partiet stod over for en næsten umulig overlevelsesmission.

Under hendes ledelse opnåede partiet 3,3 procent af stemmerne ved folketingsvalget i 2022, trods udfordringer tæt på spærregrænsen.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Det var en tæt på umulig mission, som Alternativet stod over for 7. februar 2021.

En frisk måling viste, at kun én procent af vælgerne ville stemme på partiet, hvor fire ud af fem folketingsmedlemmer havde vendt projektet ryggen for at starte et nyt parti.

Alene på Christiansborg sad Torsten Gejl tilbage som Alternativets enmandshær, og 7. februar 2021 fik han så en ny politisk leder.

For her blev Franciska Rosenkilde valgt som ny frontfigur for Alternativet og påbegyndte overlevelsesmissionen, som mange politiske iagttagere anså som umulig.

Det lykkedes

- Vi er blevet dømt ude utallige gange. Det er ikke noget, der sætter mit pis i kog, hvis jeg skal være ærlig, lød det fra Rosenkilde, kort efter at hun blev valgt til politisk leder.

Og det lykkedes også for Alternativet og den nye politiske leder, der torsdag den 19. marts fylder 50 år.

I februar rundede Franciska Rosenkilde fem år som politisk leder for Alternativet. Den 19. marts fylder hun 50 år. (Arkivfoto).

Trods nærmest en hel valgperiode under spærregrænsen satte Alternativet en slutspurt ind og fik 3,3 procent af stemmerne og seks mandater ved folketingsvalget i 2022.

Franciska Rosenkilde står nu over for sin anden folketingsvalgkamp i spidsen for det grønne parti, og endnu en gang kæmper partiet med målinger omkring spærregrænsen.

Køkkenchef

Hun er født i København og voksede op i Indre By.

I 2010 blev hun professionsbachelor i sundhed og humanernæring, inden hun i 2015 fik en kandidat i geografi fra Københavns Universitet.

Før sin politiske karriere var Franciska Rosenkilde køkkenchef i Spisehuset Maarbjerggaard og kok i Picnickurven.

I 2014 meldte hun sig ind i Alternativet - ikke længe efter at partiet blev stiftet.

Hørte om partiet i radioen

Hun har tidligere forklaret til Politiken, at hun blev fanget af Alternativet, da hun tilfældigt hørte om partiet i radioen.

- Partiet italesatte klimakrisen som værende den største krise, vi står i, som samfundet skulle løse, sagde hun i maj 2024.

Franciska Rosenkilde stillede herefter op til sit første valg ved kommunalvalget i København i 2017 og blev valgt ind.

Et år senere stod hun i et kampvalg om at blive partiets kultur- og fritidsborgmester. Det valg vandt hun.

På samme måde blev hun også politisk leder i 2021. Ved et kampvalg, hvor hun slog tre andre kandidater fra partiet.

Kom fra borgmesterpost

Da Franciska Rosenkilde i 2021 meldte sit kandidatur til posten som politisk leder efter en tid præget af intern uro i Alternativet, var hun stadig kultur- og fritidsborgmester i København.

Hun takkede af i lokalpolitik, da hun første gang blev valgt til Folketinget i 2022. Det blev hun med 15.699 personlige stemmer i Københavns Storkreds.

Siden har hun trukket "festen ud af Alternativet" og taget partiet i en "mere seriøs retning", som hun fortalte det i interviewet med Politiken i maj 2024.

- Tidligere var noget af det gøglede jo også det eksperimenterende, og der var lidt mere tid. Jeg tror, vi føler, at der ikke er samme tid mere.

Franciska Rosenkilde bor stadig i København og har en voksen datter fra et tidligere forhold.

Powered by Labrador CMS