Rolling Stones bekræfter nyt album

Rolling Stones har i længere tid teaset for et nyt album

Offentliggjort Sidst opdateret

Rolling Stones annoncerer nyt album

The Rolling Stones udgiver deres nye album 'Foreign Tongues' den 10. juli.

Bandet har delt albumcover og en smagsprøve på sociale medier.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

The Rolling Stones udgiver et nyt album.

Det bekræfter medlemmerne af det engelske rockband på det sociale medie Instagram.

Ifølge nyhedsbureauet Press Association bliver det nye album med titlen "Foreign Tongues" udgivet den 10. juli.

De tre tilbageværende bandmedlemmer Mick Jagger, Keith Richards og Ronnie Wood har lørdag delt dele af det nye albumcover på sociale medier.

Gruppen har i flere måneder teaset for udgivelsen med kryptiske opslag på sociale medier og reklametavler, skriver nyhedsbureauet dpa.

Fredag delte bandet ligeledes en 13 sekunders smagsprøve på en af sangene på det nye album.

Rolling Stones var på turné i forbindelse med bandets seneste album, "Hackney Diamons". Her ses forsanger Mick Jagger ved en koncert i Californien. (Arkivfoto).

Første siden 2023

"Foreign Tongues" bliver gruppens første album siden 2023, hvor de udgav albummet "Hackney Diamonds", der blandt andet blev belønnet med en Grammy-pris.

Bandet har siden dets dannelse i 1962 udgivet over 20 studiealbums.

Der har været løbende udskiftning i bandets besætning, hvor Mick Jagger og Keith Richards er de to eneste, der har været med siden dannelsen.

Det sidste tilbageværende medlem, Ronnie Wood, har været med i bandet siden 1975.

Trommeslager død

Bandets mangeårige trommeslager Charlie Watts døde i sommeren 2021, hvorefter Steve Jordan er trådt ind.

The Rolling Stones fik sit store gennembrud i 60'erne som det rebelske alternativ til The Beatles.

Bandet har ifølge dpa i sine over 60 år haft 14 albums øverst på den britiske hitliste.

Det gælder blandt andet albums som "Sticky Fingers" fra 1971 og "Exile on Main St.", der blev udgivet året efter.

Rolling Stones har flere gange spillet i Danmark - blandt andet på Roskilde Festival i 2014.

Powered by Labrador CMS