Marius-sagen: Se bort fra dårlig opførsel
Forsvarerne skal prøve at skabe tvivl om Marius Borg Høibys skyld på retssagens sidste dag
Marius Borg Høibys forsvar beder retten se bort fra eventuelle sympatier eller antipatier i sagen mod den norske kronprinsesses søn.
- Det, som kan betegnes som dårlig opførsel eller dårlig moral, men som ikke kan straffes på nogen måde efter straffeloven, skal man se bort fra. Det er irrelevant, siger forsvarer Petar Sekulic i retten torsdag ifølge VG.
Torsdag er sidste forsøg for sagens to forsvarere, Ellen Holager Andenæs og Petar Sekulic, på at overbevise dommerne om, at Høiby ikke skal dømmes for de tiltaler, han nægter sig skyldig i, og markerer afslutningen på en retssag, der har varet over seks uger.
Bevisbyrden ligger hos dem
Sekulic understreger, at bevisbyrden ligger på anklagemyndigheden, og at det ikke er Høiby, "der skal bevise sin uskyld".
Onsdag krævede anklagemyndigheden syv år og syv måneders fængsel for de 40 punkter, hvoraf 39 ønskes dømt. Tiltalen omfatter blandt andet fire voldtægter, vold og seksuelt krænkende optagelser.
Nægter sig skyldig i voldtægt
Høiby har nægtet sig skyldig i de mest alvorlige anklager, herunder voldtægt, men erkendt vold, hærværk og seksuelt krænkende adfærd.
Selv om retssagen slutter torsdag, ventes dommen først senere.