Stig Rossen elsker lydbøger og hader reality-tv

Stig Rossen kan ikke snuppe "Den store bagedyst" og vil hellere bruge sin fritid ved poolbordet med sine børn.

Stig Rossen er aktuel i musicalen “Chess”. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Han har lyttet til lydbøger i hundredvis af timer og pløjer sig igennem fortællinger om ekspeditioner til Sydpolen og Mount Everest, når han sidder i bilen og lader Danmark passere på vej til næste job.

Når Stig Rossen, der nu er aktuel i musicalen “Chess” i Tivoli, derimod er hjemme, bruges fritiden med hans nærmeste.

Læs om den 55-årige skuespiller og sangers kulturvaner her:

Hvilken film så du sidst?

– Jeg så “Vengeance: A Love Story” med Nicolas Cage. Den var rigtig skidt. Fantastisk idé – ekstremt dårligt udført. Det kunne have været en fantastisk film, historien var god, men det må enten have været et ekstremt dårligt manuskript eller en sjusket instruktør. Den havde ikke fået mange filmruller af mig, hvis jeg skulle anmelde den.

Hvilke serier streamer du?

– Vi ser faktisk ret mange serier, men på opfordring af vores teenagesøn er min kone og jeg blevet fuldstændig grebet af “Stranger Things”. Men vi har set alle de store serier. “House of Cards” var vi helt vilde med, “Breaking Bad” er fantastisk, “The OA” var vi også ret vilde med. Men nu går vi og glæder os til tredje sæson af “Stranger Things”, det er en vidunderlig serie.

Hvilke podcasts lytter du til?

– Jeg lytter aldrig til podcasts. Jeg lytter til lydbøger og har simpelthen lyttet til så mange, man tror, det er løgn. Jeg har pløjet mig igennem alt, hvad jeg kunne finde om Mount Everest-ekspeditioner og Johannes Møllehave – både det, han har skrevet og indlæst. Jeg elsker hans stemme. Nu skal jeg selvfølgelig se, om jeg kan finde noget med skak.

– Før i tiden tænkte jeg, at Aalborg og Frederikshavn var langt væk, men nu glæder jeg mig bare til 3,5 time i bil, hvor jeg kan lytte til bøger.

Hvilket program kan få dig til at tænde for fjernsynet?

– Forbavsende få. Hver gang jeg tænder for fjernsynet og zapper igennem 70 kanaler, går det meget hurtigt, fordi der er ikke er noget, jeg gider se. Jeg bliver simpelthen så træt af realityprogrammer som “My 600 pound life” og madprogrammer. Jeg kan ikke snuppe “Den store bagedyst”.

– Skulle jeg lige zappe forbi “Hvem vil være millionær”, så kan jeg godt blive hængende, men mest, fordi jeg synes, Hans Pilgaard er fantastisk.

Hvilken bog ligger på dit natbord?

– Jeg læser aldrig i sengen, og det er, fordi jeg får “læst” så meget i bilen. Når jeg endelig er hjemme, spiller jeg computer eller pool med mine drenge. Vi har lige fået et nyt poolbord, og de tror, at de kan slå mig, men det kan de ikke. Det kommer de aldrig til at kunne. Men det er fint nok, de prøver.

– Jeg er af den mening, at man ikke skal lade sine børn vinde. Jeg lærte selv at spille skak af en onkel, som sagde: “Når du taber, skal du ikke blive sur, du skal bare blive bedre”. Det har mine drenge også taget til sig.

Hvilke magasiner køber du?

– Jeg køber ikke blade. Jeg har engang haft abonnement på Illustreret Videnskab, Historie og MacFormat, og det eneste, der skete, var, at de lå pænt i en stak, som blev højere og højere.

Hvor går du ud for at være kulturel?

– Næsten altid i teateret eller til koncerter. Men jeg synes, jeg er omgivet af kultur. Mit arbejdsliv er i de cirkler, og hvis jeg endelig har en friaften, vil jeg derfor meget hellere sidde derhjemme. Min kone og jeg håndplukker virkelig de oplevelser, vi gerne vil have. Når man arbejder så meget, som jeg gør, så er aftenerne derhjemme bare vidunderlige.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS