Stig Rossen dropper planlagt pause

Planen var at drosle lidt ned for arbejdet på teaterscenen, men så kom et tilbud flyvende ind fra højre.

Udgivet Opdateret

Han havde egentlig besluttet sig for at tage en pause fra at spille teater og medvirke i musicals.

Det seneste halvandet år havde stået på meget teaterarbejde med intense prøveperioder og mange forestillinger, så Stig Rossen havde bestemt sig for at drosle lidt ned for en periode.

– Men så kom musicalen “Chess”, og det kunne jeg ikke sige til nej. Jeg tog en snak med min kone, og så blev vi enige om, at den blev jeg nødt til at lave, siger 55-årige Stig Rossen.

Tilbage i rollen som skakmester

Derfor er han nu tilbage i rollen som den sovjetiske skakmester Anatoly Sergievsky i en af verdens mest ikoniske musicals.

Det er 16 år siden, han senest optrådte i musicalen “Chess”, men allerede tilbage i 90’erne debuterede Stig Rossen i det intense skak- og kærlighedsdrama.

Tredje gang er enhver tænkelig form for rutine dog lagt på hylden, for når Tivoli giver sig i kast med den populære musical, bliver det for første gang nogensinde i en dansk version.

– Det var enormt spændende for mig at være med i sådan en proces helt fra bunden og med en ny bearbejdelse, så for mig var der slet ikke nogen tvivl, jeg var nødt til at sige ja, fortæller Stig Rossen.

Stærkere udgave

I hans øjne står holdet bag musicalen med en stærkere udgave end nogensinde før, hvor kærlighedsdramaet er fremhævet.

De store følelser giver også dagligt Stig Rossen en klump i halsen.

– Nogle af de billeder, vores instruktør sætter op, er så stærke, at det slet ikke kan undgås. Det er virkelig meget bevægende, siger han.

Men det har været en sej omgang at omskrive musicalen til dansk, understreger Stig Rossen.

– Det er en stor udfordring at lave en oversættelse, for man er nødt til at have ambitioner om, at den skal blive lige så god som originalen. Man skal sikre, at oversættelsen er korrekt, samtidig med at det skal rime, forklarer han.

Det har taget lange arbejdsdage at nå dertil, og nu er slutspurten gået i gang op til premieren 19. januar.

Det må ikke gå ud over privatlivet

Men Stig Rossen insisterer på, at det ikke må gå ud over hans privatliv.

I 23 år har han haft princippet om altid at tage hjem og sove efter en koncert eller en forestilling.

Det holder han fast i, selv om der lige nu er prøver hver dag i København fra klokken 12.00-22.30, og derefter venter ham halvanden time i bil hjem til Fyn.

– Selv om det koster lidt på søvnkontoen, gør det, at jeg får morgenerne med mine drenge og min kone, og det er for mig det vigtigste.

– Jeg er hjemme ved midnatstid og tager afsted igen næste dag klokken 10.00, men jeg får lige min halvanden time med drengene om morgenen og kan køre dem i skole, og det er det, der giver mig ro. Det gør, at jeg kan stå imod de lange prøver, at jeg ved, at jeg skal hjem om aftenen, forklarer Stig Rossen.

Rossen: -Jeg tager en teaterpause

Når sidste forestilling af “Chess” er blevet fremført, sigter Stig Rossen dog mod lidt mere luft i kalenderen og mere tid til familien.

– Jeg tror, at jeg efter “Chess” vil tage den teaterpause, jeg havde tænkt på. Men lad os nu se, jeg laver ikke en femårsplan.

“Chess” får premiere 19. januar i Tivoli i København.

Forestillingen skal efterfølgende på turné til Aarhus, Odense, Vejle og Holstebro.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS