Sigtet for overfald på to kvinder

Landstræner Ryan Giggs får ikke lov til at lede Wales til EM, da han er tiltalt for overfald på to kvinder

Wales’ landstræner Ryan Giggs er tiltalt for overfald på to kvinder. Det skriver BBC. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
(Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Offentliggjort Sidst opdateret

Landstræneren for Wales, Ryan Giggs, er fredag blevet tiltalt for overfald på to kvinder.

Det beretter BBC og flere engelske medier.

Manchester United-legenden skal møde i retten 28. april, oplyser anklageren.

47-årige Giggs er tiltalt for at volde fysisk skade på en kvinde i 30’erne. Derudover er han anklaget for en mildere voldsparagraf over for en kvinde i 20’erne.

Giggs er også tiltalt for tvang og kontrollerende adfærd i perioden fra december 2017 til november 2020.

Ryan Giggs har været landstræner for Wales siden 2018, men Det Walisiske Fodboldforbund har reageret prompte på anklagerne mod ham. Derfor får Giggs ikke lov til at lede waliserne til EM.

Wales har kvalificeret sig til sommerens EM, hvor holdet møder Schweiz, Tyrkiet og Italien i det indledende gruppespil.

Powered by Labrador CMS