Får eget program
Stig Tøfting og Thomas Gravesen danner par i tv-studiet
To af de mest markante profiler fra det danske fodboldlandshold, Stig Tøfting og Thomas Gravesen, er klar til at indtage tv-studiet sammen.
Om halvanden uge får de nemlig deres helt eget program, 'Tøffe vs. Graver', hvor de hver uge vil diskutere de største historier fra Superligaen og danske profiler i udlandet på deres helt egen kontante og humoristiske facon.
Fede oplevelser
- Jeg ser meget frem til at lave det her program sammen med min gode kammerat, som jeg har delt mange fede oplevelser med og kender ufatteligt godt. Og derfor tror jeg også roligt, jeg kan sige, at det er klogt, jeg er med til at holde lidt styr på tingene, når han flyver rundt på væggene, siger Stig Tøfting.

Thomas Gravesen lover masser af energi.
- Det er på høje tid, at vi får et program, hvor der ikke er ret mange andre end os - mest mig - der styrer, hvad der skal foregå. Jeg glæder mig til at dele ud af holdninger og historier og også svare på spørgsmål fra seerne.
Spørgsmål til duoen
Programmet får en stor brevkasse, hvor fodboldfans kan stille spørgsmål direkte til duoen.
Ifølge Viaplays fodboldchef Benjamin Munk Lund er satsningen en længe ønsket drøm.
- Vi er meget stolte over, at to af dansk fodbolds største profiler gennem årene er med på at lave et program, der er deres helt eget. De har en vidunderlig energi, er totalt i øjenhøjde med fansene og deler en kæmpe kærlighed til dansk fodbold, siger han.
Simon Egeskov bliver vært på programmet, der i første omgang får otte afsnit hen over efteråret.
'Tøffe vs. Graver' får premiere onsdag den 15. oktober klokken 15.00 og 19.00 på Viaplay Sport News.
Programmet kan desuden ses på Viaplay samt enkelte gange på TV3+ og TV3 Sport.
