Borgmester melder ud om sin kræftsygdom

Borgmester Michael Ziegler deler godt nyt 

Offentliggjort

Borgmester i Høje-Taastrup Kommune Michael Ziegler (K) skriver fredag på Facebook, at han er i bedring efter at have modtaget kemoterapi mod leukæmi.

- Jeg havde i går en god samtale med min læge, hvor hun gav mig resultatet af den knoglemarvsbiopsi, der er taget efter første omgang kemoterapi. Knoglemarvsbiopsien er en helt afgørende prøve, der viser, hvor godt kemoen har virket.

Vanvittigt godt

Michael Ziegler har fået gode nyheder i sin behandling mod leukæmi.

- Lægen sagde ordret: "Det ser super nydeligt ud. Der er ingen tegn på leukæmi. Du er i komplet remission". Det er vanvittigt godt. Det betyder, at alle forudsætninger er til stede for, at jeg kommer godt igennem resten af behandlingen, skriver Michael Ziegler.

Borgmesteren understreger, at han fortsat skal have kemobehandling og senere en stamcelleoperation, som det hele tiden har været planen.

Genvalgt som næstformand

- For selv om der lige nu ikke er tegn på sygdom, så skal vi sikre os, at det ikke kommer igen.

- Men resultatet bestyrker mig i min klippefaste tro på, at jeg nok skal klare den, skriver Michael Ziegler.

Han blev for et par uger siden in absentia genvalgt som næstformand for De Konservative.

Michael Ziegler har været borgmester i Høje-Taastrup i knap 20 år.



Powered by Labrador CMS