Sender rørende hyldest til sin døde søn

Tidligt i koncert talte Thomas Helmig om sorg over tabet af sin søn. Senere blev der skruet op for popfest

Der blev ifølge anmeldere både plads til en rørende Hugo Helmig-hyldest og fest og farver under koncert i Royal Arena lørdag aften.
Der blev ifølge anmeldere både plads til en rørende Hugo Helmig-hyldest og fest og farver under koncert i Royal Arena lørdag aften.
Udgivet Opdateret

Popmusikeren Thomas Helmig var lørdag aften tilbage på scenen efter sønnen Hugo Helmigs død i november.

Det skete med en rost koncert i Royal Arena i København, hvor Hugo Helmig blev hyldet og mindet. Det skriver flere medier.

- Jeg vil ikke fortælle jer, hvor meget jeg savner Hugo, og hvor stor en sorg det er for mig og min familie. Det kan ikke beskrives. Men Hugo er her indeni. Han er lyslevende inde i mig, sagde Thomas Helmig under koncerten ifølge Ekstra Bladet.

Tidligt i koncerten

Herefter spillede han nummeret "Dybt inde i mit hjerte" dedikeret til sønnen, der blev 24 år.

Det var allerede tidligt i koncerten, at den danske popmusiker valgte at tale om sønnens dødsfald.

Også et banner dedikeret til sønnen og et cover af Hugo Helmig-sangen "Wild" var en del af den 58-årige popmusikers optræden.

Men der blev også plads til fest og farver.

"Fik fuld pedal"

B.T. giver koncerten fem ud af seks stjerner, og skriver, at "efter den stemningsfulde intro fik den fuld pedal, som man kender en Thomas Helmig-koncert med masser af hits og fællessang og tilmed et festligt indhop fra Medina".

- Det var en hyldest til livet. Det var en fejring af fællesskabet. Og det var dybt professionelt udført, skriver B.T.-anmelder Kristian Dam Nygaard.

Også Jyllands-Posten hæfter sig ved, at Helmig formåede at skabe festlig stemning trods det sørgelige bagtæppe.

Avisen giver fem ud af seks stjerner til koncerten.

- Showbusiness kan være en barsk omgang. Men showet skal fortsætte, befalede Queen engang. Det råd fulgte den aarhusianske popkonge i de royale rammer, skriver Anders Houmøller Thomsen for Jyllands-Posten.

Flere med 'våde øjne'

Se og Hør var til stede ved den over to timer lange koncert og beskriver, at der var flere med "våde øjne" blandt publikum.

Koncerten var en af Thomas Helmigs tre store arenakoncerter i marts og april.

31. marts og 1. april spiller Helmig i Aarhus i Ceres Arena.

Stemningen i Royal Arena fejlede intet, da Thomas Helmig lørdag aften gav koncert.
Stemningen i Royal Arena fejlede intet, da Thomas Helmig lørdag aften gav koncert.
Powered by Labrador CMS