Se Danmarks største plejehjem synge for Margrethe
Plejehjem med 200 beboere sang fællessang i anledningen af dronningens 80-års fødselsdag.
‘I dag er det dronningens fødselsdag. Hurra, hurra, hurra.’
Overalt i hovedstadsområdet blev Hendes Majestæt Dronning Margrethe torsdag fejret, og på flere af landets plejehjem blev dagen markeret med flag og sang. Det skriver TV2 Lorry.
På landets største plejehjem Fælledgården på Østerbro, hvor der bor knap 200 ældre borgere, blev fødselsdagssangen ført an af husets servicemand, Samson.
– Vores beboere synes, det er vidunderligt, De er jo 80 år og opefter alle vores beboere, så de er rigtigt glade for, at vi fejrer hende, siger Hannah Hjort, der er forstander på plejehjemmet Fælledgården.
Udvidet motion
I tiden med coronavirus har beboerne mødtes til formiddagsgymnastik fra deres altaner, men torsdag var motionen i anledningen af majestætens 80-års fødselsdag udvidet med sang og viften med dannebrog.
– Det er samlingspunkt, det er fællesskab. Midt i den her coronatid, er det fantastisk at lave noget, hvor vi laver fællesskab. Og vi er jo kommet så meget tættere på vores beboere, for vi har ikke nogle pårørende, der er inde og være sammen med dem. Så vi er deres tætteste lige nu, siger Hannah Hjort.
Kilde: TV2 Lorry.