Royale søstre samles: Dette særlige sker
Dronning Margrethe og søsteren prinsesse Benedikte skal indvie Den Kongelige Køkkenhave.
Det er en stor dag i det sønderjyske.
Denne fredag indvier dronning Margrethe og prinsesse Benedikte Den Kongelige Køkkenhave ved Gråsten Slot, der har fået en ordentlig make-over. Det fremgår af Kongehusets kalender.
Artiklen fortsætter efter videoen
Den Kongelige Køkkenhave har nemlig aldrig været åben for offentligheden før, men det bliver den nu, skriver Slots- og Kulturstyrelsen i en pressemeddelelse.
Royale søstre indvier
Det er kun få dage siden, at dronning Margrethe ankom til Gråsten Slot, hvor hun skal feriere den kommende tid.
Allerede denne fredag skal hun på sin første officielle opgave, så helt arbejdsfri får dronningen ikke i ferien.
Hun skal sammen med sin lillesøster Benedikte indvie Den Kongelige Køkkenhave på Gråsten Slot, der aldrig før har været åben for offentligheden.
Klokken 15.00 ankommer dronningen og prinsesse Benedikte ifølge et program for åbningen.
I den time som indvielsen varer, vil de to royale søstre, som mange gange før har set køkkenhaven, opleve, hvordan den er blevet ændret op til denne åbning.
Også kulturminister Joy Mogensen vil være til stede ved åbningen.
Indvielsen er ikke åben for publikum, og de må derfor vente til lørdag den 25. juli 2020 til selv at tage en tur rundt i Den Kongelige Køkkenhave.
Et samlingssted
Det er helt nyt, at køkkenhaven åbnes op og kan nydes af besøgende.
Normalt har den fungeret som produktionshave og leveret frisk frugt og grønt til det kongelige køkken.
Men efter en renovering i 2019 kan Den Kongelige Køkkenhave nu åbnes op for lokale og turister, der rejser til Gråsten.
Som en del af det nye koncept er der blevet lavet en gårdbutik, hvor gæster kan købe frisk frugt og grøntsager. Der er også blevet plads til en café, hvor gæster kan spise frokost.
Desuden skal Den Kongelige Køkkenhave også bruges til undervisning af skoleklasser, så de kan blive klogere på havebrug og lære en masse om vejen fra jord til bord.
I højsæsonen vil Den Kongelige Køkkenhave have åben mellem klokken 11.00 og 17.00, hvis man ønsker at se en køkkenhave, der er en royal værdig.