Roskilde Festival arbejder videre trods manglende afklaring

Der var ikke nyt om festivaler i mandagens genåbningsaftale. Roskilde Festival fortsætter planlægningen.

Roskilde Festival fortsætter planlægning af sommerens festival, selv om det endnu ikke er afklaret, om den kan afholdes. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.
Udgivet Opdateret

Sent mandag aften faldt en genåbningsaftale på plads, men det står stadig hen i det uvisse, om der kan afholdes festivaler til sommer.

Først i midten af april bliver der efter input fra en ekspertgruppe fremlagt en plan for udfasning af forsamlingsforbuddet.

Ikke desto mindre er det ifølge Roskilde Festivals direktør, Signe Lopdrup, positivt, at der er kommet en mere langsigtet plan.

Hun tolker det som et udtryk for, at der stadig er en tro på, at der kan afholdes festivaler til sommer.

– Hvis ikke går jeg ud fra, at vi havde fået at vide, at det ikke ville være muligt.

– Så vi fortsætter planlægningen med fornyet intensitet – ellers løber tiden simpelthen fra os, siger direktøren i en skriftlig kommentar.

Klar til at bidrage

Hun ser meget positivt på, at der nu nedsættes en ekspertgruppe. Festivalen er klar til bidrage med viden og erfaring, lyder det.

Signe Lopdrup lægger dog ikke skjul på, at det havde været bedre med en afklaring omkring sommerens festivaler nu.

– Det havde været mere hensigtsmæssigt for alle – ikke mindst i forhold til at sikre en ansvarlig planlægning, siger direktøren.

Fornylig blev der indgået en aftale, som betyder, at festivalen kan få kompensation, hvis den ender med at blive aflyst.

Coronapas får vigtig rolle

Da genåbningsaftalen mandag blev præsenteret, sagde statsminister Mette Frederiksen (S), at det danske samfund skal åbnes med få undtagelser, når alle over 50 år er vaccineret. Det ventes at være sket ved udgangen af maj.

Her ventes coronapasset at spille en vigtig rolle. Det er en app, som er ved at blive udviklet, som skal dokumentere, man er vaccineret, inden for 72 timer er testet negativ for covid-19 eller tidligere har været smittet.

Det er blandt andet et krav, hvis man efter påske skal til frisøren, som er et af de erhverv, som nu får lov til at genåbne. Og også hos Roskilde Festival ventes det at skulle spille en afgørende rolle i afviklingen.

– Coronpas har også været en del af vores bud på løsning i forhold til festivaler og store arrangementer, så det hilser vi velkommen, siger Signe Lopdrup.

Roskilde Festival blev sidste år aflyst på grund af corona. I år ventes den at begynde 26. juni, hvor navne som Kendrick Lamar og The Strokes skal optræde.

Powered by Labrador CMS