'Ternet Ninja' bliver til musical

Nu indtager ternet Ninja de skrå brædder

Offentliggjort

Ternet Ninja bliver til musical i 2027

Anders Matthesens 'Ternet Ninja' bliver til musical i 2027.

Premieren finder sted i Tivolis Koncertsal i København den 6. maj 2027.

Clemens Telling står bag idéen og adapteringen af manuskriptet.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Den begyndte som en bog i 2016, så blev den filmatiseret i 2018, og nu indtager Anders Matthesens ternede ninja de skrå brædder.

"Ternet Ninja" bliver næste år opsat som musical.

Den får premiere i Koncertsalen i Tivoli i København 6. maj 2027.

Det annoncerer musicalproducenten Lions Musicals og musikeren og skuespilleren Clemens Telling i en pressemeddelelse.

Det er Clemens Telling, der står bag idéen, og det er også ham, der har adapteret Anders Matthesens manuskript.

Han kender komikerens univers indgående. I 2019 bearbejdede Clemens Telling manuskriptet til "Terkel i knibe", som blev til "Terkel - The Motherfårking Musical".

- Jeg føler mig helt hjemme i spændingsfeltet mellem punchlines, musikalitet, drama og liveaction - og "Ternet Ninja" kombinerer alle discipliner på én gang, lyder det fra ham.

Ifølge Clemens og resten af holdet bag bliver "Ternet Ninja Live" en fusion mellem skuespil, musik, musical og standup og fyldt med ninjaelementer og kampsportskoreografier.

"Ternet Ninja" handler om Aske, som får en ninjabamse. Gennem et lynnedslag bliver en årtusindgammel ånd fra en ninja levendegjort i bamsen for at tage hævn på en grådig legetøjsgigant, der har pint og plaget børnearbejdere på en thailandsk fabrik. (PR-foto).

Ny musik 

Numre som "Pesto", "Jessicas sang" og "Verdens bedste", som Anders Matthesen lavede til Ternet Ninja-filmene, vil indgå i musicalen.

Desuden vil Thomas Volmer i samarbejde med Clemens Telling komponere ny musik til forestillingen, lyder det.

Musicalen udspringer af Anders Matthesens første børne- og ungdomsbog, som den kendte multikunstner i 2018 filmatiserede.

Den handler om skoledrengen Aske, som får en ninjabamse syet i ternet stof i gave af sin onkel Stewart.

Skuespillerne, der skal levendegøre Aske, Stewart, den ternede ninja, Jessica, hendes veninder Mie og Fie, musiklæreren Arne Nougatgren, papfaren Jørn og papbroren Sune, bliver offentliggjort senere.

Anders Matthesen har skrevet tre bøger om "Ternet Ninja", som han siden også har filmatiseret. (Arkivfoto).

Musical turné

Anders Matthesen har lagt stemme til samtlige karakterer i filmen - med undtagelse af Aske og Jessica, som blev indtalt af Alfred Bjerre Larsen og Emma Sehested Høeg.

"Ternet Ninja Live" får premiere i Koncertsalen i Tivoli i København 6. maj 2027.

Herefter tager musicalen på turné til Odense, Holstebro, Esbjerg, Randers, Aalborg, Vejle og Viborg, inden den vender retur til Koncertsalen i Tivoli, København, hvor den spiller til og med 25. juli 2027.

Anders Matthesens første filmatisering om "Ternet Ninja" blev i 2018 den mest sete danske film i biografen i 25 år. Den solgte over 900.000 billetter. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS