Remee fejrer kæresten med rørende fødselsdagshilsen

X Factor-dommeren Remee hylder sin kæreste, Mathilde Gøhler, i en kærlig besked på Instagram.

Remee hylder sin kæreste med sød fødselsdagshilsen. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2016)
Udgivet Opdateret

Siden efteråret 2014 har popproduceren Remee og modellen Mathilde Gøhler været uadskillelige, og parrets kærlighed blomstrer fortsat.

Det er tydeligt på det sociale medie Instagram, hvor den kendte X Factor-dommer fredag har delt en kærlig fødselsdagshilsen til sin Mathilde.

Remee har i dagens anledning delt et billede af den smilende fødselar, og i den tilhørende billedtekst hylder han kæresten for hendes mange gode egenskaber.

– Verden og alle omkring dig er så heldige at have dig. Mest af alle, mig. Du er den mest generøse, respektfulde, reflekterende, nærværende, kærlige, intelligente og retfærdige person, jeg kender.

– Din skønhed kommer dybt indefra. Tillykke med fødselsdagen, min elskede, skriver Remee til billedet.

Modellen og tv-dommeren afslørede deres relation for offentligheden i september 2014, da de delte en række billeder af hinanden under en ferie i den italienske kanalby Venedig.

Hurtigt gravid

Det celebre par havde været kærester i fire måneder, da Mathilde Gøhler blev gravid, og i august 2015 fødte hun datteren, Kenya, der ifølge parret er opkaldt efter det afrikanske land, som hun blev undfanget i.

På de sociale medier deler kendisparret ofte billeder af hinanden og familielivet med datteren, og i april i år delte Mathilde Gøhler ligeledes en sød besked, der var dedikeret til kæresten.

– Du møder tusindvis af mennesker, og ingen af dem rører dig virkelig. Så møder du én person, og dit liv er forandret for evigt, lød teksten på et billede, den nu 25-årige model delte på Instagram.

Se Instagram-opslaget her:

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS