Reagerer på Oscar-triumf

Instruktør Thomas Vinterbeg er bevæget over at have vundet en Oscar for filmen 'Druk' og dedikerede den til sin afdøde datter

Thomas Vinterberg blev natten til mandag dansk tid tildelt en Oscar for Bedste Internationale Film for sin film ‘Druk’. Foto: Chris Pizzello/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

For første gang i ti år modtog en dansker natten til mandag dansk tid en Oscar for Bedste Internationale Film.

Ved 2-tiden dansk tid vandt filminstruktør Thomas Vinterberg den fornemme statuette for filmen ‘Druk’.

Han har dog endnu ikke helt forstået, at han har vundet.

– Det var vildt, lige da det skete, og der handler det meget om at huske en tale. Jeg er ret bevæget over at have vundet denne her, siger Thomas Vinterberg til Ritzau.

Dehydrerede på kort tid

Vinterberg fortæller, at der gik mange tanker igennem hans hoved, da filmen blev annonceret som vinder.

– Jeg dehydrerede på meget kort tid. Jeg tænkte, at nu skal jeg huske alle – hvilket jeg ikke er helt sikker på, jeg gjorde, lyder det.

Den Oscarvindende instrukstør tænkte også på sin datter Ida Maria, som han mistede i en trafikulykke i Belgien, kort efter at optagelserne til filmen var begyndt.

Thomas Vinterberg dedikerede sin takketale til hende:

– Det betød alt, at jeg kunne dedikere den til hende. Hun er en uadskillelig del af denne her film, understreger han.

Powered by Labrador CMS