Rasmus Bjerg: -Familien er vigtigere end det vilde kunstnerliv

Skuespilleren sætter håndværket over håndbajerne, for familielivet betyder mere end at ende som legende.

Udgivet Opdateret

De fem uger Rasmus Bjerg er på optagelse til filmen “Så længe jeg lever”, er dagene skarpt delt op.

Når han står foran kameraet i sit portræt af sangeren John Mogensen, er han en mand i forfald, en kunstnerisk sjæl, der mistrives i rampelyset, drikker angsten væk, og som på trods af sin store kærlighed til sin familie svigter igen og igen.

Men når kameraerne er slukkede, kører Rasmus Bjerg hjem til sin kone og fire børn for at bistå med lektielæsning, kørsel til og fra sport, tøjvask, opvask og alle de huslige pligter, der følger med et familieliv.

Sætter familielivet højt

Et familieliv skuespilleren sætter højere end noget andet – modsat den mand, han spiller i filmen.

Men typer som John Mogensen, der hengiver sig så meget til deres karrierer, at det bliver farligt for deres liv og helbred og truer med at smadre familien, er der generelt ikke mange tilbage af, mener Rasmus Bjerg.

– I min branche elsker man jo at få røverhistorier fra den ældre generation om, hvor vanvittigt det var dengang. I dag går vi pænt hjem, vi tager måske en enkelt øl i garderoben, men der er nogle børn, der skal op dagen efter og i skole. Det har man ikke indtryk af, at de tænkte så meget over dengang, siger Rasmus Bjerg.

– Der er ikke de samme farverige typer som John Mogensen længere. Det er blevet lidt forfladiget, for man skal også sørge for at være en god familiefar og en god ægtemand og gøre noget godt for sig selv. Vi er blevet mere ensrettede, fortæller skuespilleren, der i filmen indtager sin første hovedrolle i et drama.

Rasmus Bjerg: -Tingene har ændret sig

Han mener, det er godt, tingene har ændret sig – også selv om det måske tager noget fra kunsten.

– Der er gået mange skæbner til, og vi er heldigvis blevet mere bevidste om, at man skal kunne fungere i livet, og at man har et ansvar, hvis man har sat børn i verden. Det lægger nok en dæmper på det udsvævende liv, forklarer han.

Selv er Rasmus Bjerg, der har været sammen med sin kone, Helle, i mere end 20 år, dog ikke i tvivl om, hvordan han gerne vil prioritere.

– De skuespillere, der mener, de ikke kan andet end deres arbejde, giver jo også ofte afkald på noget, jeg med mine to ben solidt plantet på jorden ikke ville undvære for noget i verden. Jeg er gift med min kone og har fire børn, og det skal fungere.

– Så må jeg gå på arbejde ved siden af og forlige mig med, at jeg må gøre det, så godt jeg kan. Men det er så uden den sidste hengivelse, der, hvor det kan blive meget fantastisk og meget farligt, siger Rasmus Bjerg.

Forstår fascinationen af skæbner

Han forstår dog godt fascinationen af skæbner som John Mogensen, der døde som 48-årig af en blodprop i hjertet efter nogle hårde år, der i den grad sled på hans helbred.

– Nogle af de kunstnere, jeg selv ser op til, er på en eller anden måde nogle, der er ude at skide. Vi elsker jo de tragiske historier, og det er også dem, der gør folk til legender. Og så elsker vi historierne om dem, der falder dybt og kommer igen. Det er de udsving, vi bliver draget af og samtidig er bange for, forklarer han.

– Men de bliver ikke så gamle, dem, der lever det liv. Og jeg synes ikke, det er det offer værd. Så vil jeg hellere være en dygtig håndværker, der nogle gange – i få øjeblikke – oplever at give folk noget, der minder om kunst. Jeg tror, det er for hårdt at jagte det hele tiden, må jeg erkende, siger skuespilleren.

“Så længe jeg lever” er instrueret af Ole Bornedal og har premiere 8. marts.

På rollelisten er blandt andre også Helle Fagralid, Caspar Phillipson og Flemming Enevold.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS