Ramt af kræft
Søren Randa-Boldt skal opereres for tyktarmskræft og skal derefter i kemoterapi, oplyser HB Køge
Træneren for HB Køges danske mestre i kvindefodbold, Søren Randa-Boldt, skal i næste uge opereres for tyktarmskræft og er derfor fraværende på sidelinjen, når klubben afslutter Champions League-gruppespillet mod FC Barcelona.
Det skriver HB Køge på sin hjemmeside.
- Jeg har på det seneste været igennem en række undersøgelser, og de viste desværre, at jeg har en svulst i maveregionen. Derfor skal jeg opereres i næste uge.
- Heldigvis har kræften ikke nået at sprede sig, og det danske sundhedsvæsen er kompetent, så jeg føler, at jeg er i trygge hænder, siger Søren Randa-Boldt.
Han vil dog styre sine tropper i torsdagens hjemmekamp mod Hoffenheim i Champions League, inden assistent Kim Daugaard vikarierer som cheftræner.
Helt naturligt
HB Køges direktør, Per Rud, pointerer dog, at fodbold ikke er det vigtigste lige nu.
- Alt handler om, at Søren kommer godt igennem operationen. I den kontekst er fodbold helt ligegyldig, siger Per Rud.
- Men vi er så privilegerede, at relationen mellem Kim Daugaard og Søren i forvejen er stærk. De arbejder som en enhed og er fælles om næsten alle beslutninger. Så det er helt naturligt at lade Kim vikariere som cheftræner, indtil Søren er helt klar igen.
Skal passe på
Søren Randa-Boldt vil efter operationen gennemgå et forløb med efterbehandling, herunder kemoterapi, oplyser klubben.
- Aftalen med Søren er, at han i perioden efter operationen kommer i klubben og deltager i træning og til kamp, når han har lyst – og kun hvis det giver ham energi.
- Han skal passe på sig selv, og vi skal passe på ham, siger Per Rud.
HB Køge er uden point efter fire kampe i gruppespillet i Champions League, men fører derimod den danske liga.