Prins Harry bekymret
Bevaringsarbejdet af natur og vilde dyr ligger den britiske prins meget på sinde.
Bevarelse af naturen og de vilde dyr, der lever i den, er blandt britiske prins Harrys mærkesager.
Og i et åbent brev delt i dyreværnsorganisationen African Parks’ årsberetning udtrykker han sin bekymring for fremtiden.
Prins Harry har været præsident for African Parks siden 2018 og har set, hvordan udviklingen er gået i en nedadgående spiral, skriver han blandt andet.
– Efter at jeg selv er blevet far, føler jeg, at presset er blevet endnu større for at sikre, at vi kan give vores børn den fremtid, de fortjener.
– Jeg vil gerne have, at vi kan fortælle vores børn, at vi har gjort, hvad der var nødvendigt for at genskabe vores essentielle økosystemer, skriver han blandt andet i brevet.
Far for første gang
Prins Harry blev far for første gang i maj måned sidste år, da hertuginde Meghan fødte parrets lille søn, Archie Harrison Mountbatten-Windsor.
– Vi gennemlever i øjeblikket en udryddelseskrise og nu også en global pandemi, der har rystet os og bragt verden i stå. Videnskaben taler sit tydelige sprog, når det drejer sig om udryddelseskrisen: Vi har måske et årti til at ændre kurs, inden vi låser vores skæbne fast, advarer han.
– Selv om meget stadig er ukendt i forhold til pandemien, tyder nogle af beviserne på, at virussets oprindelse kan være knyttet til vores udnyttelse af naturen.
– Der findes dog løsninger, og African Parks er en af dem. Områderne under African Parks er essentielle for lokalsamfundenes trivsel og for at beskytte vores globale klima. Men kun hvis de bliver beskyttet, skriver den 35-årige prins.
Særlig betydning
Afrika har en helt særlig betydning for prins Harry både personligt og professionelt.
Han har lavet en del bevarelsesarbejde og har desuden også arbejdet på et elefantreservat i Malawi og har gået i sin mors – prinsesse Dianas – fodspor ved at sætte fokus på landminer i Angola.
Afrika dannede også rammen om romancen med hertuginde Meghan. Efter parrets to første dates inviterede han hende med til Botswana.
Det var også med en ring med en diamant fra det afrikanske land, at han friede til hende i efteråret 2017.
Afrika vandt allerede hans hjerte, da han som lille knægt besøgte det enorme kontinent, skriver han videre i brevet.
– Jeg er mere motiveret end nogensinde for at gøre alt, hvad jeg kan, for at fremme African Parks mission om at beskytte den vilde natur, de vilde dyr, befolkningen og de kommende generationer, lyder det.