Han er den nye topchef

Nyhedschef Jacob Kwon fra TV 2 Nyhederne bliver ny administrerende direktør og chefredaktør for nyhedsbureauet

Udgivet

Ritzaus bestyrelse har fundet afløseren for Lars Vesterløkke, der stopper ved månedens udgang efter 16 år som administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør.

Det bliver Jacob Kwon, som i dag er souschef og nyhedschef på TV 2 Nyhederne, der fremover skal stå i spidsen for nyhedsbureauet.

Og det glæder han sig til.

- Ritzau indtager en af de vigtigste funktioner i den danske medieverden. Det er Ritzau, der binder Danmark sammen med troværdig oplysning på tværs af geografi.

- Det er en kæmpe ære, og et privilegium at skulle stå i spidsen for vores nationale nyhedsbureau, siger Jacob Kwon.

Chefstillinger på medier

48-årige Kwon har de seneste 20 år varetaget en række chefstillinger i medieverdenen.

Før han kom til TV 2, var han i 13 år ansat i DR, hvor han blandt andet var souschef på TV-Avisen og var sportschef på DR Sporten.

Jacob Kwon (til venstre) bliver ny administrerende direktør for Ritzau. Til højre ses bestyrelsesformand Alex Nielsen.

Han har også været en af hovedkræfterne bag den digitale transformation, som TV 2 Nyhederne har været igennem, og det har vægtet højt i vurderingen af ham.

Det fortæller Ritzaus bestyrelsesformand, Alex Nielsen, der også er administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør for Mediehusene Midtjylland.

- Med Jacob Kwon er det lykkedes os at ansætte en topchef med lige præcis den unikke profil, som Ritzau har brug for.

Dyb teknologisk forståelse

- Jacob er en af Danmarks mest erfarne redaktører, og samtidig har han en dyb teknologisk forståelse og betydelig kommerciel indsigt, siger Alex Nielsen.

Lars Vesterløkke vil fremover arbejde som rådgiver i konsulenthuset Beecon.

Han får flotte ord med på vejen af Alex Nielsen efter blandt andet at have vendt en skrantende økonomi til den overskudsforretning, som Ritzau er i dag.

- Der skal lyde en stor tak til Lars Vesterløkke, hvis betydning for Ritzau ikke kan overvurderes. Uden hans dygtige og kompetente ledelse er det langt fra sikkert, at Ritzau i dag ville fremstå som den succes, virksomheden er, siger bestyrelsesformanden.

Powered by Labrador CMS