Prins får sin første store rolle under statsbesøg
Når det britiske kongehus får besøg af det spanske kongepar, kommer prins Harry også til at have en officiel rolle.
Han er den femte i den britiske arvefølge, men i midten af juli har prins Harry fået tildelt en helt særlig rolle.
Det britiske kongehus får fornemt besøg, når kong Felipe og dronning Letizia af Spanien ankommer til London.
Og prins Harry er en af dem, der skal sørge for, at de royale gæster får et godt ophold.
Det skriver magasinet People.
Skal ledsage kongepar
Den 32-årige prins skal ledsage det spanske kongepar til kirken Westminster Abbey den 13. juli, hvor de royale gæster vil lægge en krans ved den ukendte soldats grav, før de får en kort rundtur.
Ifølge magasinet er det prins Harrys første officielle opgave under et statsbesøg.
Det spanske kongepar ankommer i lufthavnen den 11. juli, mens besøget for alvor begynder dagen efter, hvor prins Charles og hertuginde Camilla tager imod parret på deres hotel.
Velkomstceremoni
Derefter vil der blive afholdt en velkomstceremoni på paradepladsen Horse Guards Parade i London, hvor dronning Elizabeth og prins Philip også vil hilse på de royale gæster.
Samme dag vil kong Felipe og dronning Letizia blive budt indenfor til frokost på Buckingham Palace.
Ifølge magasinet Hello! vil den britiske dronning onsdag den 12. juli afholde en statsbanket på paladset til ære for det spanske kongepar.
Prins Harry vil udfylde sin officielle rolle dagen efter, inden besøget slutter den 14. juli.
Det spanske statsbesøg skulle efter planen have været afholdt tidligere.
Men på grund af uro på den politiske scene i Spanien måtte kongen og dronningen se sig nødsaget til at udskyde besøget.
/ritzau/FOKUS