Passer mors hus
Molly Egelind ved, hvad hun skal i sommerferien
Mens Søs Egelind er taget på sommerferie, har datteren Molly Egelind indvilget i at passe huset imens.
- Så vi flytter ind og skal vande blomster. Det er mit barndomshjem, og jeg elsker at være der, afslørede den 37-årige 'Sygeplejeskolen'-skuespiller til Kendte.dk ved premieren på 'Materialists' i biografen 'Reservoir' i Carlsberg Byen onsdag aften.

Travlt efterår
Molly Egelind glæder sig også til at koble af i sommerferien, da hun skal være frisk til et travlt efterår.
- Allerede fra august går det løs med mange projekter oven i hinanden. Så det er et spørgsmål om at få ladet batterierne op, fortsatte Molly Egelind, der endnu ikke må løfte sløret for, hvad hun konkret skal i gang med.
- Men jeg skal op klokken fire om morgenen til det ene projekt, forklarede hun, der bor i lejlighed på Amager med manden Benjamin Hasselflug og deres to børn, Ellinor og Wilma.