Aphaca forenede flere generationer

Det er første gang, at Aphaca spiller på Roskilde Festival. Anmeldere giver koncerten fem stjerner

Offentliggjort Sidst opdateret

Aphaca begejstrer på Roskilde Festival

Aphaca samlede et stort publikum på tværs af generationer under deres debut på Roskilde Festival, hvor de spillede på Arena-scenen.

Koncerten blev rost af anmeldere, der gav fem stjerner og fremhævede bandets evne til at skabe en varm og smuk stemning.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Det danske band Aphaca samlede publikum på tværs af generationer, da de torsdag eftermiddag spillede koncert på Roskilde Festival.

Sådan lyder det i Politikens anmeldelse af koncerten.

- Aphaca er det varmeste og bedste rockband, Danmark har set i årevis. Og de samlede så mange mennesker, at der var prop i tilstrømningen og fyldt telt næsten en time, inden de gik på.

Fem hjerter

- Alle de unge var der. Og deres forældre, skriver Politiken, der kvitterer med fem hjerter.

Aphaca spillede klokken 14.30 på Roskilde Festivals næststørste scene Arena, hvor der er plads til omkring 17.000 mennesker.

Længe inden koncertens start var Arena-teltet fyldt med mennesker, skriver Jyllands-Posten i sin anmeldelse.

Anmelderne giver Aphaca rosende ord med på vejen efter debutkoncerten på Roskilde Festival.

Mennesker overalt

- Der var mennesker overalt, selv på taget af toiletvognene.

- Og da bandet viste sig på scenen, var det tilsyneladende med ægte forbløffelse over at se så mange. Publikum sang med på hvert ord, det rørte tydeligvis bandet, og der opstod en smuk og varm stemning i teltet, lyder det i avisens anmeldelse.

Jyllands-Posten giver koncerten fem stjerner.

Første gang på Roskilde

Det er første gang, at Aphaca spiller på Roskilde Festival.

Bandet var oprindeligt en del af First Days-programmet, men i slutningen af april blev de rykket op til at spille på festivalens næststørste scene.

B.T. giver ligeledes fem stjerner til debutkoncerten.

- Roskilde-koncerten på festivalens næststørste scene havde måske ikke de store overraskelser, men blev udført utroligt sikkert, og de kunne sagtens have båret Orange scene.

Fire barndomsvenner

- En rigtig, rigtig, rigtig fin udfoldelse af talentet, skriver B.T. i anmeldelsen.

Aphaca består af de fire barndomsvenner Rumle Hueg Kærså, Bertil Endberg Nielsen, Bertram Ask Plauborg og Noah Elias Rasmussen.

I 2019 udgav bandet sin første single "Blomsterbørn". I 2022 kom debutalbummet "Et aar uden dig".

Powered by Labrador CMS