Popikon i vildt karriereskifte

Den danske sangerinde Anne Linnet udgiver til november en krimi under titlen "Fucked".

Lis Sørensen, Sanne Salomonsen og Anne Linnet har brugt sommeren på at optræde sammen. Nu springer sidstnævnte ud som krimiforfatter. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.
Udgivet Opdateret

Vi kender hende fra sange som “Barndommens Gade”, “Smuk og dejlig” og “Glor på vinduer”.

Men til november bliver de fine sangtekster skiftet ud med ord om drabelige detaljer og misbrugsmiljøer, når Anne Linnet springer ud som krimiforfatter.

Det skriver Peoples Press i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under videoen 

Krimien, der har navnet “Fucked”, handler om makkerparret Nynne Quist og Fanny Salomon, der kommer på arbejde, da en ung kvinde bliver fundet død omkring Helsingør.

– Nynne Quist fra drabsafdelingen i København sættes på sagen, og hun finder hurtigt frem til et nærliggende boligkompleks, hvor der natten inden har været fest. Her møder hun et miljø, der emmer af steroider og præstationsfremmende stoffer, og da hun har set nærmere på stedet, er hun ikke i tvivl: Det er her, pigen er blevet dræbt.

– Men hun er kun lige nået tilbage til Politigården og i færd med at gennemgå de fundne spor med makkeren Fanny Salomon, da der indløber en melding: Et nyt lig er fundet i samme område i Helsingør, lyder det om handlingen i pressemeddelelsen.

Det er langt fra Anne Linnets debut som forfatter. Hun har tidligere udgivet digtsamlingen “Glimt” samt de to erindringsbøger “Hvor kommer drømmene fra” og “Testamentet”.

Bogen “Fucked” bliver udgivet den 7. november.

Powered by Labrador CMS