Nyfødt datter kæmpede for livet
Håndboldstjernen Rasmus Lauge og hustruen er netop kommet fra hospitalet med datteren, der blev født for tidligt
Håndboldstjernen Rasmus Lauge og hans hustru, Sabrina Jensen, er endelig hjemme med deres datter, Anna, efter en utrolig barsk start på livet.
Anna kom til verden i februar, alt for lille og skrøbelig, hvilket kastede familien ud i måneder i uvished på 'Nyfødt-Intensiv'.
Dramatisk fødsel
Parret, der i forvejen har sønnerne Pelle og Walter, åbner nu op om den uventede og dramatiske fødsel på Instagram.

- En sen aften i februar blev vi forældre for 3. gang, da lille Anna kom til verden, skriver Sabrina Jensen i et åbenhjertigt opslag på Instagram og fortsætter:
- Det skete meget uventet og dramatisk og alt alt for tidligt!
Måneder på intensiv
Familien har levet i en konstant undtagelsestilstand, fyldt med frygt og søvnløse nætter.
- Vi vidste ikke, om vi fik hende med os hjem. Hver dag, hvert minut handlede om overlevelse, fortæller Sabrina.
De sov med tøjet på og telefonen i hånden, klar til at rykke ud hvert øjeblik. De blev kastet ind i en ny verden af plastikkuvøser, bevidsthed om iltmætning, sterile hænder og timevis af venten.
Afmagten var enorm, da de ikke kunne trøste Anna fysisk, men kun sidde og stirre ind i kuvøsen, håbende.