Nu hædres Sofie Linde
Sofie Lindes tale på tv har fået stor betydning for MeToo-bevægelsen. Og nu belønnes hendes ord med en pris.
Der var nok ikke nogen – og slet ikke hovedpersonen selv – der havde regnet med, at tv-vært Sofie Lindes tale til Zulu Comedy Galla skulle give rystelser gennem hele det danske samfund.
Men de minutter, talen varede, har sat markante spor i debatten og har fået konsekvenser for en række personer. Både de ofre, der har fundet i hinanden, og de krænkere, som er blevet indhentet af tiden.
Artiklen fortsætter under videoen
Og nu hædres tv-værten Sofie Linde med prisen Årets Danske Tale 2020, som uddeles af Danske Taler.
Den overrækkes – traditionen tro – af politiker Bertel Haarder.
– Med denne tale manifesterede Sofie Linde sig som en person, der insisterer på at være præcis så kvindelig, som det passer hende, og samtidig blive behandlet som en ligeværdig og kvalificeret arbejdskraft.
– Ingen var i tvivl om hendes budskab, og ingen var uberørt af hendes måde at fremføre det på, lyder en del af begrundelsen i en pressemeddelelse.
“Scenen var min”
I sin takketale fortæller den 31-årige tv-vært om motivationen bag talen, som blev lavet i samarbejde med en lille redaktion på fire mennesker og skrevet ude i værtindens have.
– Da jeg blev tilbudt at lave Zulu Comedy Galla som vært, var jeg rasende bevidst om, at det ville blive første gang i min karriere, at jeg ville få en mikrofon, hvor jeg i høj grad selv kunne bestemme, hvad jeg gerne ville sige, siger Sofie Linde i talen og videre:
– Nu skulle jeg ikke stå i en format-kasse og forklare regler og sørge for at tiden blev overholdt. Nu var scenen min. Publikum var voksne mennesker. Værsgo! Hvad vil du bruge den scene og den mulighed til?
– Jeg var den anden kvindelige vært nogensinde på den scene, og dén statistik var lysende oplagt at tappe ned i. Ja, og så lå der jo også en lille tissekone in spe og plaskede rundt i maven på mig, som jeg også følte – og stadig føler – et uendeligt stort ansvar overfor, siger Sofie Linde, der er gravid og venter datter nummer to.
Bekymret mor
Op til at hun skulle holde talen, snakkede Sofie Linde ad flere omgange med sine forældre. Og særligt hendes mor var bekymret.
– “Du har ret og ret til at sige, hvad du mener, men du skal vide, at man ikke kan tale om de her ting uden at få en kindfed bagefter – det skal du bare vide”, husker hun, at moren sagde.
Showet nærmede sig. Og bare dagen inden var tv-værten blevet så meget i tvivl, at hun ringede til sin far for at bede om råd.
Men han var til gengæld ikke i tvivl:
– “Når man står i en position, hvor man reelt har muligheden for at ændre noget til det bedre – så har man en forpligtelse”, sagde faren ifølge Sofie Linde og videre.
– “Den forpligtelse skal man være sig bevidst om og tage seriøst – og hvis du skal tage en kindfed for at andre kvinder med lidt mere ro i maven kan sige fra – so be it. Det kan du da godt? Det har du da styrken til? Det kan også være, at der ikke sker en skid, men så prøvede du”.
Og med farens argument i hovedet besluttede Sofie Linde sig for at gøre det. Hun holdt talen som planlagt.
– Fuldstændig og aldeles uvidende over for det gigantiske efterspil, som den ville have. For der skete en skid, siger Sofie Linde i talen.