Minder om de kongelige planer
I dag er der præcis en måned, til det går løs med Frederiks motionsløb
I dag er der præcis en måned til 2. pinsedag og således også til, at startskuddet - eller skuddene - lyder til dette års udgave af kong Frederiks motionsløb Royal Run.
Og i et opslag på Instagram, minder arrangørerne nu om, hvor man skal være, for at få et glimt af de kongelige deltagere.
Lægger ud i Ribe
Frederik lægger ud i Ribe, hvor han forventes at ankomme omkring klokken 10.30.
Herfra tager han videre til Horsens med ankomst klokken 14, inden han slutter af i København, hvor han vil vise sig på Kongens Nytorv klokken 19.
Christian løber i Viborg
Kronprins Christian løber i Viborg og forventes at ankomme til den jyske domkirkeby klokken 14.30.
Mary vil repræsentere kongehuset i Korsør, hvor hun dukker op omkring klokken 16.45.

Prinsen og prinsesserne ikke nævnt
Der er ikke nævnt noget om hverken prinsesse Isabella, prinsesse Josephine eller prins Vincent.
Men de plejer alle tre at løbe med i København.
Vincent endda på flere distancer.