Netflix-stjerne: -Folk kigger lidt mere
Simon Sears bruger sit rollefaget til at opnå forståelse
Det er knap ti år siden, at skuespilleren Simon Sears første gang kunne ses på danskernes tv-skærm.
Han debuterede dengang i en birolle i DR-dramaet "Bedrag".
Siden er det blevet til både danske og internationale roller, og aktuelt kan han ses i rollen som overklasseadvokat i Netflix-krimien "Reservatet", der havde premiere 15. maj.
Men trods stigende stjernestatus og øget genkendelighed, så ser han absolut ikke sig selv som en del af eliten.
- Jeg kan da godt mærke, at folk kigger lidt mere, når jeg handler i Netto eller sidder i toget, siger han og tilføjer:
Plantet på jorden
- Men jeg genkender ikke, at jeg skulle være del af en kulturelite. Jeg bor der, hvor jeg er vokset op, jeg går til fodboldkampe, og jeg forsøger så vidt muligt at holde fødderne solidt plantet på jorden.
Simon Sears bor i Solrød Strand sammen med sin hustru, islandske Ingibjörg Skuladottir og deres fælles børn, Marlon og Móey Lucia samt sønnen Skuli, som man netop har kunnet se side om side med sin far i DR-dramaet "Generationer".
Simon Sears genkender i det hele taget ikke fortællingen om, at der i en dansk sammenhæng skulle findes en elite blandt landets kulturelle personligheder.
Danner rammen
Der skal man ifølge skuespilleren i stedet vende blikket geografisk mod "Reservatet" i Nordsjælland, som også danner rammen om den aktuelle Netflix-serie af samme navn.
Her portrætterer Simon Sears advokaten Mike Vinter-Jensen, der bor i et ekstravagant palæ sammen med hustruen Cecilie og deres to børn, Viggo og Vera.
Som seer kan livet, der skildres i serien, føles langt fra virkeligheden. Men ifølge skuespilleren er historien ikke opstået ud af ingenting.
- De her mennesker findes jo. Klichéer eksisterer af en årsag, de kommer et sted fra. Det gør de her mennesker også. Den elite eksisterer, den er meget håndgribelig, siger den danske stjerne, siger han og fortsætter:
Et andet liv
- Jeg har fået lov at opleve dem alle qua mine kammerater og min dansebaggrund. Jeg har flere kammerater, der er gået fra ghetto til "top of the line". Det er et andet liv, og man får et andet perspektiv deroppefra, men i virkeligheden er der ikke så stor forskel på folk.
Den 41-årige skuespiller har en baggrund som professionel danser.

Samtidig har han en italiensk far, der ifølge Simon Sears kommer fra fattige kår. Og det har alt sammen hjulpet ham til at forstå mennesker bedre.
Ydmyghed og forståelse
- Jeg kommer et sted fra, hvor der både er rige, fattige og ghetto, og jeg har en anden kulturel baggrund end dansk. Jeg har oplevet mange forskellige ting, og jeg tror, at skuespillet har givet mig en form for ydmyghed og en bedre forståelse for, hvorfor folk reagerer, som de gør.
- Det fede ved skuespillet er netop, at man tager ansvar for nogle personer, og det gør mig kun klogere på andre, for man ved aldrig, hvor folk kommer fra. Der er meget psykologi i det her arbejde. Det er også det, der gør det så pisse interessant, siger han.
Faktisk sjældent
Skuespilleren omtaler selv sit job som en gave, men han forsøger i høj grad ikke at lade det stige sig til hovedet. Og han tænker faktisk sjældent over, at folk på gaden nogle gange ved, hvem han er.
- Jeg bryder mig ikke om, når folk tror, at de er mere, end de er. Jeg kommer aldrig til at føle mig bedre end andre, eller at jeg laver noget bedre end andre. Jeg laver noget, jeg synes er pisse sjovt, og jeg vil altid gerne rykke mig og blive bedre, siger han og tilføjer:
- Men mere vil også have mere, når man får en karriere, og det mærker jeg også selv. Så længe det ikke bliver navlepilleri i den forstand, at jeg mister hovedet i forhold til mig selv og min familie.
Krimidramaet "Reservatet" består af seks afsnit, der alle kan ses på Netflix.