40 år: Kaster sig ud i det meste
Skuespilleren Danica Curcic holde sig ikke tilbage
Hun blev tidligt i karrieren som skuespiller udråbt som en af morgendagens stjerner, og har siden gået sejrsgang blandt anmeldere og publikum med roller i nogle af de senere års mest sete danske film og serier.
Danica Curcic er i dag fyldt 40 år.
Senest med en hovedrolle i Netflix-hittet "Reservatet" om en au pairs død i et overklassemiljø i Danmark.

Mod og kompromisløshed
Gennem karrieren er hun blevet fremhævet for sin evne til at balancere styrke og sårbarhed i sine roller og for at være modig og kompromisløs.
Eksempelvis da hun fremførte en anmelderrost monolog uden en trevl på kroppen eller tabte 14 kilo for at spille en ballerina.
- Med en særlig fornemmelse for den menneskelige psyke kaster Danica Curcic sig ud i krævende roller, som hun formår at skildre komplekst og levende, sagde kong Frederik om skuespilleren, da hun i 2020 blev tildelt en af det daværende kronprinspars priser til særlige talenter inden for kultur.
Faren fik arbejde
Danica Curcic er født i Serbien af serbiske forældre. Da hun var et år gammel, rejste familien til Danmark, hvor hendes far fik arbejde.
Familiens oprindelige plan var at tage tilbage til Serbien efter nogle år, men de endte med at blive boende i Danmark, da krigene på Balkan brød ud.
Danica Curcic voksede derfor op på Amager i København.
Hun startede med at læse film- og medievidenskab på Københavns Universitet, men afbrød studierne og tog et år til Californien på teaterskolen Dell'Arte International School of Physical Theatre.
I første forsøg
Siden kom hun ind på Den Danske Scenekunstskole i København i første forsøg.
Hun har tidligere beskrevet, hvordan hun kastede sig ind i optagelsesprøven med liv og sjæl i en grad, så hun ramlede ind i en medspiller og brækkede næsen.
- Jeg ville det simpelthen for meget, sagde hun til Information.
Hun blev uddannet i 2012 og blev ansat på Det Kongelige Teater, hvor debutrollen som 'Lulu' i forestillingen af samme navn indbragte hende en nominering til Reumert-prisen for bedste kvindelige hovedrolle.
'Bodil' og 'Robert'
Det helt store store gennembrud kom i 2014 med en hovedrolle i Bille Augusts film "Stille hjerte", som hun fik både en Bodil-statuette og en Robert-pris for.
Hun fik samme år talentprisen 'Shooting Star' ved filmfestivalen i Berlin.
Siden har hun udmærket sig i film og serier som "Darling", "Undtagelsen" og "Kastanjemanden" og flere udenlandske produktioner, blandt andet med en rolle i Stephen King-thrilleren "The Mist".
Mødte amerikaner
Det var under de optagelser, at hun mødte sin mand, den amerikanske skuespiller Darren Pettie.
Parret fik en datter i begyndelsen af 2023, og Danica Curcic fortalte for nylig i et interview med ugebladet Se og Hør, at parret venter deres andet barn, endnu en datter, til efteråret.